Bilforhandlere

Q&A med jurist: Serviceaftaler kan fjerne mange tvister

Stadig flere bilforhandlere tilbyder service- og reparationsaftaler til kunderne i forbindelse med et bilsalg. Flere forhandlere, som AutoBranchen Danmark har talt med, fremhæver, at både hverdagen på værkstedet, kundekontakten og den vigtige kundetilfredshed forbedres gennem aftalerne.

Men hvad siger en jurist med speciale i autobranchen til service- og reparationsabonnementerne? Vi har spurgt Ida Nynne Daarbak Jensen, der til dagligt arbejder som jurist i AutoBranchen Danmark.

Er der rent juridisk en fordel ved de her kundeaftaler?

“Med konkrete service- og reparationsaftaler har forhandlere eller værkstedet en klar og fast aftale med kunden på skrift. Det er altid at foretrække. Grundlæggende set arbejder forhandler og kunde derfor ud fra samme grundlag, som forhandleren eller værkstedet altid kan falde tilbage på. Det kan være med til at fjerne mange tvister, fordi retningslinjerne for, hvad kunden kan forvente af eksempelvis et serviceeftersyn, er klarlagt på forhånd.

Hvilke tvister kan der normalt opstå på det her område?

“Det er ikke unormalt at se store tvister om, hvem der har ansvaret for hvad i forbindelse med et værkstedsbesøg. Det kan være store og små reparationer, som kunde og forhandler eller værksted kan være uenige om. Og nogle gange mangler de skriftlige aftaler, hvilket rent juridisk kan gøre det meget svært at bevise, at værkstedet har udført det, der er aftalt med kunden. Mange kunder klager også over, at de får langt højere værkstedsregninger, end det bilhuset stillede dem i udsigt, inden bilen trillede ind på værkstedsgulvet. Med en service- og reparationsaftale ved begge partner præcis, hvad kundens månedlige betaling dækker. Og hvad den ikke dækker. Det øger også trygheden blandt de mekanikere, som laver bilen.

Vil du anbefale bilhuse, som endnu ikke har de her aftaler, at kaste sig over området?

Helt klart. Rent juridisk vil det være oplagt. Og hvis man kan kombinere det med mere glade og loyale kunder, er det jo rigtig godt. Der er selvfølgelig en række forbehold, man skal tage sig i forbindelse med aftalerne.

Kontakt

Juridisk hotline