Bilforhandlere

Samarbejdspartner er ekspert i skat og afgifter

En samarbejdsaftale med advokatpartnerselskabet Bachmann/Partners betyder, at AutoBranchen Danmarks medlemmer har adgang til landets måske bedste og mest kompetente rådgivning, når det gælder skatter og afgifter.

Samarbejdsaftalen rækker flere år tilbage, og mange medlemmer har på en lang række møder og kurser hørt advokat og partner Diana Mønniche fortolke love og regler og gøre den samlede autobranche klogere på afgiftsændringer og regler.

Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab ønsker at være kendt for at samle de bedste kompetencer, således at opgaverne kan løses optimalt for klienterne. Således har Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab foruden særdeles dygtige jurister også tilknyttet en ingeniør, en bilekspert og en revisor. På den måde kan de komme helt i dybden med de specialer, som de ønsker at være førende inden for.

”Vi ønsker, at vores klienter skal opleve forretningsmæssig indlevelse på et højt niveau, ægte værdiskabelse og en høj grad af service og tilgængelighed”, siger Diana Mønniche, der er ekspert i alle forhold omkring registreringsafgift.

Enhver sag bemandes hos Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab med de nødvendige ressourcer, så der er optimeret på forholdet mellem honorar, kompetencer, responstid mv. Den eller de jurister, som varetager en sag, har altid de fornødne kompetencer, men samtidig fordeles ressourcerne så­ledes, at de dele af sagerne, hvor juridiske kompetencer ikke er nødvendige, behandles af andre medarbejdere, der prismæssigt ligger lavere end juristerne.

“Vi er glade for at kunne tilbyde medlemmerne en kapacitet som Bachmann/Partners. Med den kompleksitet som registreringsafgiften har udviklet sig de senere år, har vi set hvor vigtigt det er, at kunne rådføre sig med de rigtige. Herunder har vores medlemsmøder med Diana Mønniche tilført meget stor værdi for vores medlemmer,” siger Henrik Bitzer, chef for partnerskaber i AutoBranchen Danmark.

Det er værd at bemærke, at Bachmann/Partners via en række kontaktudvalg, udarbejder kommentarer og bemærkninger til myndighederne i forbindelse med forslag til ændringer på skatte- og afgiftsområdet. Det betyder, at advokatfirmaet altid er på forkant med indholdet af ny lovgivning og ny myndighedspraksis. Den detalje kommer klienterne til gode.

Diana Mønniche har naturligvis også fulgt den seneste nyhed på motorområdet, hvor man den 12. juni 2020 offentliggjorde en ny politisk aftale, der skal styrke kontrollen på området. Politikerne havde i 2019 besluttet at undersøge regelefterlevelsen ved import af brugte biler. Undersøgelsen har øjensynligt vist, at der er problemer med værdifastsættelsen ved import af brugte biler. Men Diana Mønniche har en holdning til den øgede kontrol:

”Det forhold, at man fra politisk side blot tilfører flere ressourcer til myndighederne og øger kontroltrykket hos virksomhederne, er efter vores opfattelse en uheldig udvikling, når det reelt er bestemmelserne om værdiansættelse af køretøjer, der er løbet fra tiden og skaber mange af de tvister, som opstår,” siger Diana Mønniche.

Hotline

Bachmann Partners tilbyder følgende gratisydelser til AutoBranchen Danmarks medlemmer:

  • Telefonisk hotlinie, hvor medlemmerne kan ringe til Bachmann/Partners Advokatpartnerselskabs kontaktperson, Diana Møn­niche, og få svar på juridiske spørgs­mål. Rådgivningen omfatter én telefo­nisk samtale inden for hver sag af op til ca. 15 minutters varighed.
  • Ét møde af op til 1 times varighed for at afdække, om et konkret forhold kan danne grundlag for at indlede en egentlig sag. Mødet afholdes hos Ba­chmann/Partners Advokatpartnerselskab, og hvis der efter­følgende måtte blive oprettet en sag, afregnes mødet som en del af sagen. Hvis der ikke oprettes en sag, er mødet gratis.

Kontakt

Henrik Bitzer

Partnerskabschef