Bilforhandlere

Prøvetur trækker kunder til bilhusene

Selvom onlinesalget mange steder stiger, er muligheden for at opleve bilen live stadig en vigtig årsag til, at kunderne vælger de fysiske butikker, viser meningsmåling.  

Salget af biler online er længe blevet spået et stort gennembrud herhjemme, men for mange kunder er der stadig en del, der trækker i de traditionelle bilhuse.   

Det viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for AutoBranchen Danmark.   

Overordnet set viser målingen, at 87 procent af danskerne i dag ikke kan forestille sig at købe en bil online uden at prøvekøre den først. Kun 6 procent kan godt forestille sig at købe en bil online uden at prøvekøre den, mens 7 procent ikke ved, hvad de skal svare.   

“At købe en bil er for mange en af de helt store økonomiske beslutninger i deres liv, og derfor er det naturligt, at kunderne tager det meget alvorligt og gerne vil se, mærke og røre og ikke mindst køre i bilen, inden slutsedlen skrives under,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

“Jeg er ikke i tvivl om, at onlinesalget alligevel vil stige, men målingen viser, at der fortsat er brug for de fysiske bilhuse. Kombinationen af de muligheder, som onlinesalget giver og den tryghed, som bilhusene leverer, er afgørende og vil også være det i fremtiden,” siger hun videre.  

For når danskerne så bliver spurgt, hvad der for dem kunne være årsager til, at de vil købe deres bil hos en fysisk bilforhandler, er det da også muligheden for at prøvekøre biler, der trækker mest.  

Over halvdelen angiver dertil, at muligheden for at opleve bilens kvalitet og finish også er en grund til at købe bilen hos en fysisk forhandler, mens knap halvdelen angiver muligheden for at stille spørgsmål til bilsælgeren som en grund.  

Hver tredje angiver muligheden for at sammenligne bilen med andre biler hos bilforhandleren som en grund. 15 procent angiver muligheden for at få tilbudt finansiering, forsikring eller andre tilkøbsmuligheder som en grund, mens 10 procent angiver muligheder for at få bilen hurtigere som en grund til at købe den hos en fysisk forhandler. 9 procent angiver køb af ekstraudstyr som grunden til at vælge fysisk butik fremfor onlinesalg.   

Hver fjerde besøger tre eller flere forhandlere inden bilkøb

Meningsmålingen giver også svar på, hvor mange forskellige bilforhandlere kunderne besøgte før deres sidste bilkøb.   

Lidt over hver fjerde besøgte kun én bilforhandler inden deres sidste bilkøb, mens 14 procent besøgte to, 13 procent besøgte tre og 12 procent besøgte fire bilforhandlere eller derover inden deres seneste bilkøb.   

Du kan få opdateret din viden om det seneste års udvikling inden for branchen i rapporten “Danskernes Biler”, der kan læses her: https://autobranchendanmark.dk/wp-content/uploads/2022/09/danskernes-biler-final.pdf  

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent