Fra flere og flere sider bliver det et krav, at man som forretningsdrivende – hvad end man er bilforhandler, lakerer eller værksted – kender sit klimaaftryk, og samtidig tager ansvar for at bidrage til den grønne omstilling.
De krav kommer fra bilkunder, men vi har også allerede set, at banker stiller krav om bæredygtighedsindsatser, når de låner penge ud – og fra forsikringsselskaberne er der også krav på vej, når det kommer til skadebehandlingen.
Samtidig er der fra politisk side åbnet for lovkrav om, at større virksomheder skal kunne dokumentere deres klimaaftryk. Dette krav kan på sigt også komme til at gælde mindre virksomheder, og dermed kan bæredygtighed blive et vilkår for at drive forretning mange steder i autobranchen.
For at hjælpe vores medlemmer med at fremtidssikre deres forretning og minimere deres udgifter til energi, så de også i fremtiden kan male og reparere biler, har AutoBranchen Danmark indgået et samarbejde om klimaregnskaber og klimahandleplaner med Nordic Green Solutions.
“Vi kalder projektet “Grønt Bilhus”, og når energikrisen – som tilfældet er i øjeblikket – kører for fuld kraft, så giver det både mening at spare på energi for klimaets skyld og for økonomiens skyld,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark om projektet.
Nordic Green Solutions laver klimaregnskaber for virksomheder og udarbejder dertil en handlingsplan for, hvordan man kan reducere sin udledning – og spare penge på energieffektiviseringer. Samtidig kan Nordic Green Solutions og AutoBranchen Danmark bistå projektets deltagere i at søge midler fra puljer, der kan være med til at finansiere tiltag, der skal spare på eksempelvis el og varme.
“Det er ikke længere nok at sige, man tænker grønt, man skal også kunne bevise det på en seriøs og ordentlig måde. Derfor er det vigtigt med klimaregnskaber og handleplaner for, hvordan man mindsker sin klimapåvirkning. At man så samtidig kan spare penge på det ved at minimere sit energiforbrug og bidrage til den grønne omstilling og uafhængighed af Putins gas, gør det jo bare endnu mere attraktivt,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Nordic Green Solutions er allerede begyndt at lave de første energiregnskaber for AutoBranchen Danmarks medlemmer og løbende kommer flere og flere til.
“Vi har dyb kendskab til at udvikle bæredygtige brancheløsninger, så bæredygtighed bliver en naturlig del af forretningen. Vores konsulenter trækker på en stor database af normtal og erfaringer og har stor teknisk forståelse, som gør indsatsen både effektiv og med lave omkostningerne,” siger Bendt Ransborg Hejerholt fra Nordic Green Solutions.
Er du interesseret i at få lavet et klimaregnskab og/eller en handleplan for reduktioner af de energiforbrug, kan du kontakte AutoBranchen Danmark på rls@abdk.dk