Bilforhandlere

Sådan giver du skattefri julegave til medarbejderne

Vi nærmer os juletid, og derfor er det tid at se på, hvordan det er med skattefri gaver til medarbejderne. 

Der er nemlig nogle regler at holde sig for øje.   

En julegave fra arbejdsgiver til medarbejderne er skattefri, såfremt den ikke overstiger en værdi på 900 kroner.   

”I år må en arbejdsgiver give fysiske gaver og andre mindre personalegoder til en samlet værdi af op til 1.200 kroner uden, at medarbejderen skal beskattes af værdien af disse goder. Heraf må værdien af julegaven maksimalt udgøre op til 900 kroner”, siger Abid Khan, advokat og juridisk chef i AutoBranchen Danmark.   

“Hvis værdien af alle årets gaver og øvrige mindre personalegoder fra arbejdsgiveren overstiger 1.200 kroner, vil værdien af det modtagne være skattepligtigt. I dette beløb indgår også julegaven, som dog stadig er skattefri, hvis blot den holder sig indenfor beløbsgrænsen på 900 kroner,” siger han. 

Hvis julegaven har en værdi svarende til det maksimalt tilladte – altså 900 kroner, kan der således kun gives øvrige gaver/goder for 300 kroner. Har julegaven en værdi på 600 kroner, kan arbejdsgiveren skattefrit give øvrige gaver/goder for et tilsvarende beløb. Øvrige gaver kan dække over en æske chokolade til påske, billetter til fodboldkampe, koncerter eller biografture. 

Herudover er det også muligt at udbetale skattefri jubilæumsgratiale og lejlighedsgaver. 

Kontakt

Abid Khan

Juridisk chef / advokat