Bilforhandlere

Santander: Bilmarkedet vil ændre sig markant i den kommende tid

Bo Jakobsen fremlagde på AutoBranchen Danmarks årsdag sine forventninger til bilsalg og finansiering i den kommende tid. Han forventer store omvæltninger for branchen.

Den kommercielle direktør for Santander Consumer Bank i Danmark, Bo Jakobsen, gjorde det ved en fagsnak på AutoBranchen Danmarks årsdag klart, at måden biler sælges og finansieres på vil ændre sig markant. Det skyldes bl.a. branchens egen udvikling, men han forudså også, at krigen i Ukraine og den følgende inflation kan få stor betydning.

Ifølge direktøren befinder Europa sig midt i en international krise med inflation og virkelig store rentestigninger, som vi ikke har kendt mage til i flere årtier. Hans vurdering var, at markedet kommer til at ændre sig både i omfang og med hvilke typer af biler, der vil være attraktive på det danske marked. Der er desværre intet, vi kan gøre for at stoppe inflationen, og derfor vil Santander forsøge at fastholde sin position som markedsleder under de ændrede markedsvilkår.

Fire trends i markedet vil præge autobranchen

Bo Jakobsen pegede på fire trends i markedet, som både forhandlere, leasingselskaber og finansieringsselskaber bliver nødt til at navigere efter:

  • Ændring i udbud og efterspørgsel
  • Lovgivning og skatteregler ændrer sig i disse år
  • Nye aktører indtager branchen
  • Øget digitalisering

Ændring i udbud og efterspørgsel

Manglen på komponenter til bilproduktionen har i de seneste 2-3 år været markant og har tvunget mange forbrugere, der traditionelt har valgt en ny bil til at kigge mod nyere brugte biler, hvis de ikke ønskede at vente. Følsomheden ift. komponentmanglen understreges af, at 53 procent af verdens halvledere produceres i Taiwan, der ligger i en konflikt med Kina, der ligner forholdet mellem Rusland og Ukraine forud for invasionen i februar. Producenten Intel forventer endvidere, at manglen på komponenter fortsætter mindst til 2024.

Udfordringerne med komponentmangel og den internationale krise, der begge kan risikere at trække i langdrag er afgørende for, at Bo Jakobsen ser frem mod store omvæltninger i markedet fx færre finansieringer, men med højere finansieringsbeløb som konsekvens af stigende bilpriser og mere leasing.

Lovgivning og skatteregler ændrer sig i disse år

Santander-direktøren pegede som trend nr. to på, at lovgivningen og skattereglerne på tværs af Europa i disse år ændres markant med henblik på at fremme den grønne omstilling. Som forhandler, leasingselskab og finansieringsselskab giver det nye muligheder både for at vinde nye markedsandele ved at differentiere sine produkter.

Santander arbejder også på et grønt billån, men til forskel fra andre finansieringsselskaber, anser Santander ikke et billån for at være grønt, bare fordi man kan tilbyde en god rente til grønne biler; men anerkender dog, at et ethvert tiltag, der fremmer salget af klimavenlige biler, er et godt tiltag. Santander tilbyder også grønne billån med attraktive renter; men arbejder også på grønt billån, der skal være med til at nedbringe og eller kompensere for udledningen af CO2.

Nye aktører indtager branchen

Bo Jakobsen fremhævede også, at bilmarkedet står midt i en stor transformation, fordi digitalisering og grøn omstilling giver andre virksomheder end de traditionelle bilproducenter mulighed for at komme ind på bilmarkedet. På bare tre år er der eksempelvis kommet 140 nye bilfabrikanter i Kina, mange af dem har ambitioner om at komme ind på det europæiske bilmarked fx Nio, der også holdt et oplæg på AutoBranchen Danmarks årsdag.

De nye spillere på markedet vil udfordre den traditionelle bilhandel med nye handelsmetoder og forretningsmodeller, derfor bliver det ifølge Bo Jakobsen afgørende at kunne tilbyde alle typer af finansiering, leasing i forskellige perioder og attraktiv billeje.

Øget digitalisering

Øget digitalisering gælder ikke kun i selve bilerne. Det gælder i høj grad også kundernes købsproces. Den digitale købsproces blev styrket markant under corona, og det vil fortsætte. Derfor er det afgørende, at branchen formår at flytte med online og dermed få kontakt til kunderne, hvor de er – online. Med andre ord bliver kunderejsen digital.

Der er mange tilgange til at få kontakt til kunderne online fx at fremgå på Google Maps, hvor mange kunder søger, men det gælder også optimering af egen hjemmeside og sociale medier.

Sidst men ikke mindst er kundedata allerede ved at blive gamechanger, der kan finde kunderne, få dem ind i butikken og fastholde dem. Santanders mål er at stille en online løsning til rådighed for indsamling af data, leasing, dokument underskrift mv.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver

Lene Søbo

Grafiker og marketingkoordinator

Christian Mikkel Uldall Grøn

Web- og social medie manager

Emil Refn

Studentermedhjælper

Anton Willum Bøje Ritzau

Studentermedhjælper