Forleden var det præcis to år siden, loven om vanvidsbilisme trådte i kraft. Loven har et ædelt formål – at forhindre vanvittig, uansvarlig, farlig og potentielt dødelig kørsel.
Det kan man selvfølgelig kun bakke op om.
Sidste år døde 154 personer i trafikken. Bortset fra 2021, hvor coronavirussen havde et solidt tag i samfundet og betød langt mindre trafik, er det et rekordlavt antal, selvom det selvfølgelig stadigvæk er alt for mange dødsfald.
På trods af, at vi set over tid kører mere og mere som samfund, så er antallet af dræbte i trafikken på tyve år mere end halveret, fra da der i starten af årtusindet døde flere end 400 mennesker i trafikken hvert år.
Færdselssikkerhedskommissionen har et mål om, at det årlige antal trafikdræbte i 2030 er bragt ned til under 90 om året, så der er stadig et stykke vej. Men når man husker på, at antallet af dræbte i trafikken toppede i 1970 med omkring 1200 dræbte årligt, så er vi kommet langt siden da.
Årsagerne til dødsfald i trafikken er ifølge Rådet for Sikker Trafik i hovedparten af tilfældene uopmærksom opførsel, høj fart eller alkoholkørsel. Og derfor giver det selvfølgelig mening at slå ned på den form for bilisme, som man har gjort med loven om vanvidsbilisme. Loven giver myndighederne flere kort på hånden og betyder blandt andet, at politiet kan konfiskere bilen, der bliver kørt vanvidsbilisme i. Når man ved, hvad en bil repræsenterer af værdi, er det trussel, der er til at tage at føle på for de fleste bilejere og bilister.
I alt er over 1900 biler bliver konfiskeret i de to år, som loven har været gældende.
I sig selv er det store antal konfiskationer dog ikke et bevis på, at loven virker. Det viser bare, at der fortsat bliver kørt alt for meget vanvidskørsel.
Det er også uklart i hvor høj grad konfiskationerne rent faktisk rammer dem, der begår vanvidsbilismen, fordi det fortsat er sådan, at konfiskeringen rammer den, der ejer bilen – og det er jo ikke nødvendigvis den person, der har kørt uforsvarligt.
Det betyder, at det kan være mor og far, der mister deres bil, hvis sønnike eller datter kører hovedløst i den. Det betyder, at det kan være chefen, der mister bilen, hvis medarbejderen kører i den, det betyder, at det kan være leasingselskabet, der mister bilen, hvis lejeren kører uansvarligt i den og det betyder, at det kan være bilforhandleren, der mister bilen, hvis det er kunden, der kører hasarderet i den under eksempelvis en prøvekørsel.
Det synes jeg, grundlæggende er forkert. At straffe nogen for noget, som de ikke er ansvarlige for. Men hvad der er endnu mere kritisabelt er, at hverken politikere eller myndigheder her hele to år efter lovens indførsel vil svare på, hvad man som eksempelvis bilsælger kan gøre for at sikre sig bedst muligt mod, at der bliver kørt vanvidskørsel i ens bil – og at den dermed kan blive konfiskeret. Der er gået to år, men vi har stadig ikke fået svar på det mest elementære.
Jeg synes ikke bare, det er udtryk for, at myndigheder og politikere er ligeglade med andre folks ejendom, men det vidner jo desværre også om, at man ikke gør alt, hvad man kan for at forhindre vanvidsbilisme. For hvis man guidede erhvervsdrivende til, hvordan ansvaret kan ende hos den, der faktisk kører vanvittigt, så tror jeg også vedkommende vil køre bedre og mere sikkert.
Jeg håber derfor, at regeringen vil tage initiativ til at sikre, at der senest inden loven om vanvidsbilisme fylder tre år vil være en klar guide til, hvordan man som erhvervsdrivende bedst muligt kan sikre sig. Det er på høje tid.
Kontakt
