Lige nu er tusindvis af danske virksomheder på herrens mark, fordi kravene om klima- og miljørapportering spreder sig med lynets hast. Her må regeringen sikre, at rapporteringen giver mening og ikke bliver en administrativ byrde uden effekt.
Blogindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark bragt i Jyllands-Posten d. 13. juli 2023.
Vi står lige nu i den indledende fase af en galopperende klimakrise, hvor forudsætningerne for livet på jorden for både mennesker, natur og dyr ændrer sig hurtigere og hurtigere. Vi ser det selv i vejrets forandringer, hvor temperaturerne og nedbøren (eller manglen på det) bliver mere ekstremt og hvor høstens udbytte bliver dårligere eller helt slår fejl.
Det er for længst dokumenteret, at klima- og naturkriserne ikke bare er en alvorlig trussel mod naturen i sig selv og vores samspil med den, men også på en stribe forskellige niveauer udgør en sikkerhedspolitisk trussel og risikerer at undergrave vores velstand, velfærd og velvære på både kort og lang sigt.
Derfor er det på alle planer rettidig omhu, når EU med en stribe nye initiativer vil sikre, at bæredygtighed bliver en hjørnesten i det europæiske erhvervsliv.
Det sker med både krav til investeringer og krav til, at man som virksomhed kender sin påvirkning inden for en stribe parametre og gennem ens leverandørkæde.
Lige nu er der – ikke uventet – stor usikkerhed om, hvordan man skal gribe den opgave an i erhvervslivet. Det er nyt, det er svært og det er ikke noget, de fleste har dybe og værdifulde erfaringer med.
Jeg er derfor bekymret for, hvordan bæredygtighedsrapporteringen kommer til at udspille sig. Og jeg har med glæde noteret mig, at det er noget, regeringen også har fokus på, hvor erhvervsministeren blandt andet rejser sagen i Bruxelles.
For rapporteringen må ikke blive et Klondyke for dyre konsulenter, der scorer kassen på, at mindre eller for den sags skyld virksomheder ikke selv har kompetencerne til at gennemføre rapporteringen.
Og rapportering må heller ikke blive en skrivebordsøvelse, der ikke sikrer reel forandring. For så lykkes man jo ikke med det, som er formålet: at sikre en bæredygtig udvikling. Hvis det bliver tilfældet, kan man lige så godt lade være, for så er de eneste, der får noget ud af det jo konsulenterne.
Derfor er det for mig at se vigtigt, at man til at begynde med ikke så meget fokuserer på, om man lever op til de mange krav, men om man i stedet faktisk formår at reducere sin påvirkning på en meningsfuld måde.
Det skal ikke være svært og bureaukratisk eller for den sags skyld hundedyrt at arbejde med bæredygtighed og bæredygtighedsrapportering. Det skal i stedet være nemt og intuitivt og det skal i højere grad belønnes, hvis man leverer reduktionerne, selvom man måske ikke har styr på alle kravene.
Hvis bæredygtighedsrapportering bliver en tung og bekostelig bureaukratisk øvelse, som ikke leverer reel værdi for klima og miljø, så risikerer man at undergrave erhvervslivets opbakning til den grønne og bæredygtige omstilling.
Rapporteringen skal i stedet designes, så der er et tydeligt klimamæssigt og også gerne økonomisk payoff, som sikrer, at det måske ligefrem er noget, man ville gøre helt frivilligt – og også selvom der ikke var krav om det.
