Der begynder så småt at blive afgjort flere og flere domme om både beslaglæggelse, men også konfiskation af køretøjer, hvor føreren er blevet sigtet for kørsel i strid med reglerne om vanvidskørsel i færdselsloven. I oktober faldt et par interessante kendelser fra Vestre Landsret og Københavns byret om tredjemandsejede køretøjer. Kendelserne er interessante, og især fordi den ene er fra landsretten. Der begynder så småt at tegne sig et billede af, hvordan retstilstanden er, for tredjemandsejede køretøjer ført af ansatte.
Begge sager handlede nemlig om firmakøretøjer, der var ført af en af virksomhedens medarbejdere.
Taxa beslaglagt
Den første sag drejede sig om en persontaxavogn, hvor taxaføreren i april 2021 blev målt af politiet til at køre 121 km/t på en strækning, hvor den tilladte fartgrænse er 60 km/t. Taxaføreren fik med det samme inddraget sit kørekort, og taxaen blev beslaglagt. Spørgsmålet byretten skulle tage stilling til, var hvorvidt taxaen kunne endeligt konfiskeres.
Taxavognen er ejet af et taxaselskab, og taxaselskabet var derfor en del af sagen, som ejer af køretøjet. Selskabet havde nedlagt påstand om, at den ansatte skulle betale erstatning til selskabet. Selskabet havde nedlagt påstande om betaling af tre forskellige beløb subsidiært, som bl.a. dækkede over bilens værdi.
Taxaføreren forklarede under retssagen, at han ikke havde drøftet de regler for vanvidskørsel med sin overordnede, og at de ikke havde forholdt sig til, hvordan eventuelle sager om beslaglæggelse skulle håndteres. Han havde været ansat hos selskabet de seneste tre år. Taxaselskabet havde altså ikke sikret med tro-og loveerklæringer/opdateret personalehåndbog om vanvidskørsel eller lignende tjek af deres medarbejdere.
Taxamanden bestred at have kørt 121 km/t, men domstolen fandt, at målingen var sikker. Føreren gjorde herudover gældende, at han ikke havde råd til at betale det krævede erstatningsbeløb, hvorfor konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for ejeren.
Domstolen fastslog, at taxaen kunne konfiskeres. Retten fastslog, at det ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende over for ejeren. Retten lagde vægt på, at taxaselskabet ikke havde godtgjort, at selskabets erstatningskrav ville være illusorisk, og der var derfor ikke grundlag for at fravige hovedreglen i reglerne om konfiskation.
Retten fandt derfor, at taxaselskabet var berettiget til erstatning for det nu konfiskerede køretøj, men vurderede at de ikke på det forelagte grundlag kunne tage stilling til den konkrete erstatning, da erstatningspåstandene var ufuldstændige. Selskabet skal derfor gå videre med erstatningsspørgsmålet i et civilt søgsmål, medmindre de vælger at kære kendelsen.
Føreren blev straffet med 20 dages fængsel, frakendelse af kørekortet i tre år og blev pålagt at betale sagens omkostninger.
Kendelsen tegner et billede af, at firmakøretøjer ført af ansatte, godt kan konfiskeres, hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder, såsom førerens manglende betalingsevne, der gør det illusorisk for ejeren at kræve erstatning for det konfiskerede køretøj. Det ligger efter min vurdering med denne kendelse fast, at det ikke i sig selv er uforholdsmæssigt indgribende at konfiskere en firmabil ført af en ansat.
Krav om beslaglæggelse blev ophævet af Vestre Landsret
Den anden kendelse tegner et lidt mere positivt billede af virksomheders mulighed for at få deres firmabiler tilbage.
Den pågældende sag drejede sig om en lastbilchauffør, ansat af en vognmand, der i maj måned blev taget for spirituskørsel i en sættevognstrækker ejet af vognmanden med en promille over 2. Chaufføren blev sigtet for vanvidskørsel, og sættevognstrækkeren blev beslaglagt.
Vognmanden bestred beslaglæggelsen af hans køretøj. Spørgsmålet var i første omgang blevet afgjort af byretten, der havde opretholdt politiets beslaglæggelse. Vognmanden kærede byrettens kendelse til landsretten, der i oktober tog stilling til, hvorvidt betingelserne for opretholdelse af beslaglæggelse var opfyldt.
Vognmanden havde under sagen gjort gældende, at han ikke kunne have vidst, at føreren kunne finde på at køre spirituskørsel i hans sættevognstrækker under hans godskørsel. Han havde grundigt undersøgt føreren, inden han ansatte ham ved bl.a. at indhente hans straffeattest og kontakte tidligere arbejdspladser, for at sikre sig, at der ingen bemærkninger var. Han var således i god tro om sin ansattes pålidelighed. Herudover gjorde vognmanden gældende, at et eventuelt erstatningskrav mod føreren ville være illusorisk, da den nu tidligere ansatte var rejst tilbage til sit hjemland, hvor der ikke ville være de store udsigter for at opkræve et anseligt erstatningskrav.
Landsretten fastslog, at betingelserne for politiets beslaglæggelse i første omgang havde været opfyldt, da de mente, at der var tilstrækkeligt grundlag til at lægge til grund, at chaufføren havde kørt spirituskørsel med en promille på over 2.00.
Landsretten fandt dog ikke, at betingelserne for at opretholde beslaglæggelse var til stede. De lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en tredjemandskonfiskation, og vurderede, at en konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til vognmandens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til spirituskørsel. Retten lagde vægt på, at vognmanden grundigt havde undersøgt chaufføren inden han ansatte ham. Herudover lagde Retten vægt på, at betaling af en erstatning fra føreren måtte anses som illusorisk. Retten ophævede på den baggrund beslaglæggelsen.
Kendelsen viser, at det er muligt at ophæve en beslaglæggelse, hvis man kan dokumentere at have tjekket den pågældende ansatte, så man kan statuere at være i god tro, hvis den ansatte pludselig vælger at køre vanvidskørsel i en firmabil. Herudover viser kendelsen, at det ligeledes er muligt, at få bilen tilbage, hvis det kan lægges til grund, at et krav om betaling af erstatning fra føreren, ikke anses som realistisk at kunne få inddrevet.
