Kort før årsskiftet vil der ske en stribe ændringer af felter i Motorregistret. Det har Motorstyrelsen meldt ud allerede nu for at give virksomheder og IT-leverandører tid til at foretage eventuelle tilpasninger i egne systemer.
I alt 42 felter med oplysninger om forskellige typer udstyr bliver fjernet fra Motorregistret i forbindelse med ændringen, som er anden del af en større justering af felter, der kan udfyldes i registret.
Det er blandt meget andet oplysninger om automatgear, firehjulstræk, luftaffjedring, lædersæder, glastag og metallak, der forsvinder i denne omgang.
Motorstyrelsen og Færdselsstyrelsen har i fællesskab vurderet, at oplysningerne ikke længere er relevante for myndighedernes sagsbehandling, skriver Motorstyrelsen i sin varsling.
Kan kræve tilpasning
Ændringerne kan få betydning for digitale tjenester, som eksterne virksomheder benytter til at udveksle oplysninger med Motorregistret. Det gælder blandt andet tjenester, som anvendes af importører, producenter og synsvirksomheder, oplyser Motorstyrelsen.
Så har man systemer, der er integreret med Motorregistret, er det en god idé at tjekke, om ændringerne vil få betydning.
Motorregistret har et interessentsite, hvor den endelige tekniske specifikation af ændringerne vil blive offentliggjort snarest muligt, skriver Motorstyrelsen.
Ændringerne træder efter planen i kraft den 29. december 2026. Læs mere om dem, og se den fulde oversigt over de 42 udstyrsfelter i Motorstyrelsens varsling.
Kontakt





