Jeg har ved gentagne lejligheder behandlet spørgsmålet om, hvilke oplysninger en sælger har pligt til at give til en forbruger ved køb af en bil – brugt eller ny. Købeloven har en bestemmelse om, at sælger skal oplyse en køber om forhold, som han kendte eller burde kende til, og som har betydning for købers bedømmelse af salgsgenstanden – i vores verden typisk en bil.
På det seneste møde i Ankenævnet blev behandlet en sag, hvor det spørgsmål, efter min opfattelse, kunne have vidtrækkende konsekvenser, og hvor afgørelsen måske også vil få det.
Sagen omhandlede en forbrugers køb af en 3½ år gammel VW e-Golf, altså en rent elektrisk VW Golf. Bilen blev købt hos en brugtbilhandler, og altså ikke hos en VW mærkeforhandler. Der var en ganske nøje beskrivelse af bilen med angivelse af alt det specielle udstyr, som fandtes i den pågældende bil. Kundens klage gik imidlertid på, hvad der IKKE var beskrevet af udstyr og forholdende omkring bilen i øvrigt, herunder i særdeleshed at han ikke var oplyst om, at bilen var importeret som brugt fra Tyskland, og at den måske derfor ikke var forsynet med en varmepumpe og et CCS ladestik.
Der var derfor to dele i klagen, og to forhold, som nævnet skulle tage stilling til. For det første om der generelt er en pligt for en forhandler til at oplyse, at en bil er brugtimporteret, og dernæst om de to manglende komponenter i sig selv udgjorde en mangel ved ikke at være i bilen. Klagers krav var en ophævelse af købet. Undervejs i sagen blev det bekræftet, at bilen ikke havde CCS-ladestik og varmepumpe, samt at det ville være standardudstyr i tilsvarende biler, som var blevet leveret til det danske marked gennem den officielle importør af VW. Spørgsmålet var derfor, om kunden kunne lægge til grund, at alle biler, der blev solgt i Danmark, var forsynet med det samme standardudstyr, og om han skulle have haft en særskilt oplysning om det, når det ikke var tilfældet i den omhandlede bil. Som nævnt indledningsvis indeholder Købelovens i §76 stk. 1 nr. 3 en bestemmelse om, det vi lidt populært kalder ”sælgers loyale oplysningspligt”, og spørgsmålet var, om sælger havde forbrudt sig mod denne oplysningspligt ved ikke at have orienteret kunden om de særlige forhold ved den konkrete bil.
Nævnet nåede frem til, at det forhold at en bil var brugtimporteret ikke i sig selv kunne betragtes som et forhold, der ville kræve en oplysning til kunden, og at det forhold derfor heller ikke ville være en mangel efter købelovens § 76 stk. 1 nr. 3. Derimod fandt nævnet, at de forhold, at bilen ikke var forsynet med varmepumpe og CCS ladestik, var af væsentlig betydning for kunden, og at klageren måtte have en berettiget forventning om, at en bil solgt på danske marked havde dette udstyr – også fordi det måtte betragtes som standardudstyr på ”danske” biler, jf købelovens § 75a stk. 2 nr. 1. Derfor fandt nævnet, at der forelå mangler ved bilen, når sælger havde undladt specifikt at gøre klager opmærksom på, at bilen manglede noget udstyr, som sædvanligvis måtte forventes at være på en bil solgt i Danmark. Det lå klart, at det manglende udstyr ikke kunne eftermonteres, og at manglerne derfor ikke kunne afhjælpes. På den baggrund, og fordi manglerne efter deres karakter måtte anses for væsentlige, blev konklusionen, at køber var berettiget til en ophævelse af købet, hvilket betyder, at han skal have sin købesum tilbage med et mindre fradrag for benyttelse af bilen mod, at han tilbageleverer bilen.
Efter min opfattelse er det en på mange måder barsk afgørelse. Måske ikke så meget på grund af at der blev statueret ophævelse, men mere i forhold til hvor langt en sælgers oplysningspligt rækker med hensyn til, hvad der kan betegnes som standardudstyr. Jeg anerkender for så vidt, at det i den konkrete sag er væsentligt udstyr på en el-bil, idet rækkevidden og brugen af den bliver begrænset. Men hvor langt rækker pligten til, at sælgere skal have kendskab til såkaldt standardudstyr på diverse bilmærker ? I dag bliver rigtig mange biler specificeret individuelt på udstyr ned i de mindste detaljer, og skal enhver sælger være bekendt med hvad den pågældende har af udstyr, og hvad den måske generelt har været leveret med til det danske marked ? Min opfattelse er, at sælgers oplysningspligt ikke rækker så langt. Men hvis der er tale om, hvad der objektivt set kan kaldes for væsentligt udstyr, så vil der være en oplysningspligt i overensstemmelse med afgørelsen. I denne sag lagde man til grund, at blot fordi biler leveret gennem den officielle danske importør, har noget specifikt – og i dette tilfælde væsentligt – udstyr, vil man som køber have en berettiget forventning om, at alle biler der sælges på det danske marked, skal have det pågældende udstyr. Det er, efter min opfattelse, meget vidtgående.
Jeg har lige hørt om en sag, hvor en bil mangler en vinterpakke, som åbenbart leveres på danske udgaver af den pågældende model, og hvor striden bl.a. omhandler, at sprinklerdyserne ikke er opvarmede. Det kan ikke i sig selv være væsentligt for køberen. Uanset at en forbruger ikke har nogen undersøgelsespligt, så må man også kunne forlange, eller i hvert fald forvente, at en køber har sat sig bare minimalt ind i hvilken bilmodel, man køber, og hvad der konkret er af udstyr i den aktuelle bil. Det skal i øvrigt også bemærkes, at konkrete udstyrslister efterhånden er tilgængelige fra forskellige hjemmesider.
Den nævnte afgørelse er endnu engang et eksempel på, hvor væsentligt det er, at sælgerne får beskrevet bilerne korrekt, og at de er klar over, hvilket udstyr bilerne aktuelt har, og hvad de burde have. I dette tilfælde blev det i hvert fald dyrt.
