Bilforhandlere

Status på omberegning af afgifter og nyt om fejl

Motorstyrelsen giver løbende status på, hvor langt de er med omberegninger af registreringsafgift. Den 30. november meddelte de, at alle afgiftssager, der er indberettet i overgangsperioden, er blevet omberegnet. Det er dog ikke alle sager, der er blevet omberegnet korrekt, hvorfor der stadig ligger et stort arbejde for styrelsen den i kommende tid.

Motorstyrelsen har ved udgangen af november behandlet samtlige 211.000 omberegninger, der omfatter 190.000 køretøjer. 

Nogle af disse omberegninger er Motorstyrelsen imidlertid nødt til at behandle endnu en gang på grund af forskellige it-mæssige udfordringer. 

Motorstyrelsen er i gang med at håndtere disse sager og kan på nuværende tidspunkt ikke sige, præcis hvornår arbejdet er færdigt, men styrelsen orienterer selv de berørte parter direkte.  

  • Cirka 24.000 omberegninger, hvor beløbet i afgørelsen er korrekt, men hvor mellemregningen er beskrevet forkert. 
  • Cirka 16.000 omberegninger af køretøjer, der er omfattet af overgangsordning om bindende købs- og leasingaftaler. Nogle af disse omberegninger er ikke endelige, da de er gennemført med forkert målenorm. 
  • Cirka 10.000 omberegninger, der er berørt af flere forskellige fejl. Nogle af disse omberegninger omfatter også køretøjer, der er omfattet af ny lovgivning om bindende købs- og leasingaftaler, som blev vedtaget 25. november 2021 (L 6). 

Regulering i afgørelse er korrekt, men mellemregning er beskrevet forkert 

AutoBranchen Danmark har løbende opdateret om en række fejl i de omberegninger, Motorstyrelsen har sendt ud. Det drejer sig efter styrelsens oplysninger om ca. 24.000 omberegninger. 

Styrelsen har sendt breve ud til de virksomheder, der er berørt af fejlen. I brevet orienterer styrelsen om, at der er fejl i en række afgørelser om regulering af registreringsafgiften for omberegning af genberegninger. 

Styrelsen oplyser, at resultatet af omberegninger angivet i brevene udsendt i uge 43-44 er korrekte, men at selve udregningen ikke er beskrevet korrekt.  

Jurist hos AutoBranchen Danmark Ida Nynne Daarbak Reislev forklarer her, hvordan udmeldingen af Motorstyrelsen skal fortolkes.  

”Motorstyrelsen oplyser, at resultatet af omberegningen er korrekt, og derfor også, at posteringen på månedsangivelsen eller beløb til udbetaling eller opkrævning er korrekt. Resultatet fremgår i afgørelsen ved teksten ”Det beløb, du skal have tilbage eller efterbetale”. Det er således kun de mellemliggende beregninger i brevet, der er forkerte. De fremgår i afgørelsen ved teksten ’Sådan har vi beregnet reguleringen’”, siger Ida Nynne Daarbak Reislev.  

Motorstyrelsen har oplyst, at de udsender nye breve, som indeholder de korrekte mellemregninger.  

Det oplyses ligeledes, at klagefristen på afgørelser, som de berørte virksomheder har modtaget, er suspenderet. Klagefristen løber først fra det tidspunkt, hvor virksomhederne modtager det nye brev, som indeholder de korrekte beregninger.    

Skulle du stadig være uenig i styrelsens omberegning efter at modtaget den korrekte mellemregning og sammenlignet med din egen oprindelige beregning, råder jurist, Ida Nynne Daarbak Reislev, medlemmerne til at klage over afgørelsen. 

Kontakt

Juridisk hotline