Bilforhandlere

Tilbagebetaling af coronalån kan udskydes 

Virksomheder, som fik momslån i forbindelse med coronakrisen behøver ikke betale tilbage allerede den 1. november i år og den 1. februar næste år. 

Det har et bredt flertal i Folketinget vedtaget. 

Virksomhederne får nu mulighed for at skyde regningerne til hjørne et stykke tid.  

Helt konkret er der tale om de momslån, der forfalder til betaling 1. november og 1. februar, så de i stedet skal tilbagebetales den 1. april 2022. Samtidig udvider man perioden for afdragsordninger således, at lånet kan betales tilbage over 24 måneder med en rente på 0,7 procent pr. måned. 

Samlet set drejer det sig om ca. 61.000 lån for samlet næsten 21 milliarder kroner.  

“Vi har ikke et samlet overblik over, hvor mange virksomheder i autobranchen, der har lånt penge af staten på denne måde. Ikke desto mindre er det glædeligt, at tilbagebetalingen nu ikke skal presse økonomien i virksomhederne så hårdt. Forhåbentlig kan det give mere likviditet i virksomhederne – også hos dem, der skal købe firmabil hos vores forhandlere,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

”Under pandemien har regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier stillet knap 600 mia. kroner til rådighed for virksomhederne i form af øget likviditet. Hensigten har hele tiden været, at vi skal tilbage til en almindelig situation, hvor virksomheder, der har brug for likviditet, går i deres bank og får et lån. Den ambition deler Finans Danmark, og derfor har vi givet hinanden håndslag på, at bankerne vil tilbyde virksomhederne lån på rimelige vilkår,” siger Skatteminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse. 

Kontakt

Juridisk hotline