Bilforhandlere

Tjek på momsreglerne? Ellers kan det betyde konkurs 

Der er et stort fokus på moms fra myndighedernes side, og hvis du ikke har styr på det, kan det i værste fald ende med konkurs. Kom med på kursus i slut-marts.

Der var fulde huse og stor spørgelyst, da AutoBranchen Danmark sidste år havde kursus om moms i Silkeborg. 

Og det er måske meget forståeligt. For hvis der er noget, der kan være indviklet, er det netop moms. Og i takt med at flere og flere importerer (og eksporterer) biler, og at forskellige leasingformer vinder mere og mere frem, er det blot blevet en endnu større udfordring.   

Nu har du mulighed for at deltage i nyt momskursus, som afholdes i Roskilde d. 26. marts, hvor advokat Diana Mønniche fra Bachmann/Partners vil gennemgå en række problemstillinger og faldgruber indenfor reglerne om moms og se på de væsentligste områder og problemstillinger der findes i relation til køb og videresalg af køretøjer. 

Det kommer efter, at Motorstyrelsen i samarbejde med Skattestyrelsen har offentliggjort en ny uddybende forklaring om moms ved køb af køretøjer i udlandet.  

”Der er nok at følge med i som bilforhandlere og bogholdere ude i forretningerne, så jeg kan kun anbefale, at man kommer med til kurset,” siger Abid Khan, juridisk chef i AutoBranchen Danmark, der også er med på kurset.  

For hvis man ikke overholder momsreglerne, kan det få store konsekvenser, og man kan få efterregninger på flere millioner kroner, der i værste tilfælde kan betyde konkurs.    

Derfor skal man blandt andet have styr på, hvornår man må og skal anvende de almindelige momsregler, hvor man må anvende de særlige regler vedrørende demo- og udlejningsbiler, og hvornår man må anvende brugtmomsreglerne, lyder rådet fra Abid Khan.  

Få styr på fakturering 

Det gælder også kravene til fakturaer og hvordan man opgør moms, hvis bilen er købt i henholdsvis Danmark, i et EU-land eller i et land uden for EU. Andre vigtige temaer er, hvad man skal være opmærksom på, når man sælger biler til udlandet, hvordan fradragsreglerne er for bilforhandlere og udlejningsvirksomheder, og hvilke betingelser der skal være opfyldt for at anvende reglerne om udlæg i forhold til moms.    

“Der er aktuelt et kæmpe fokus fra myndighedernes side på moms. Og hvis man ikke har styr på det, kan det koste millioner, hvis man regner forkert eller ikke får alle fakta på plads, så det gælder om at have tungen lige i munden,” siger Abid Khan. 

“De forskellige momssatser i forskellige lande kan være svære at finde rundt i, så man skal virkelig være på dupperne,” siger han videre.  

Derudover fremhæver han, at man senest på salgstidspunktet skal tage stilling til, hvilke af momsreglerne, man følger. Om det f.eks. er brugtmomsreglerne eller de almindelige momsregler. For efter salget er faldet på plads, er det for sent.  

Afhængig af, hvilke momsregler man anvender, er der forskellige krav til, hvordan en faktura skal udformes. På kurset i Silkeborg blev det anbefalet, at man på fakturaerne specificerer udlæg fra registreringsafgift og nummerplade, så man undgår at svare moms af det, ligesom det blev anbefalet, at man får bilens stelnummer med på fakturaen.    

“Man må ikke bare sige “Det går nok”. Man skal have styr på det, og hvis man ikke har det, skal man få nogle andre øjne på, fx fra sin revisor,” siger Abid Khan.  

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Public affairs- og kommunikationskonsulent