For tiden kommer der nærmest dagligt nye informationer om stigende toldsatser mod forskellige lande og produkter fra Det Hvide Hus i USA. Ofte bliver de dog udskudt eller ændret efter forbløffende kort tid, når der kommer modsvar fra de ramte parter.
Så hvordan er europæisk bilindustri stillet lige nu?
Trump har tidligere meldt ud, at han vil ramme importerede biler med told i omegnen af 25 procent, men at han vil komme med flere informationer den 2. april. Den udmelding ventes med spænding af bl.a. Ferrari, der producerer sine biler i Italien, og derfor står til at blive ramt.
Derudover nåede han at lægge 25 procent told på biler fra Mexico og Canada, hvor flere europæiske bilmærker har produktion. Men blot få timer senere måtte han delvist trække det tilbage og undtage biler, der produceres under en særlig handelsaftale (USMCA) mellem de tre lande. I første omgang blev tolden udskudt i en måned.
Udsigterne til gennemsnitlige prisstigninger på mindst 3.000 dollars på pickup-trucks kan have gjort udslaget.
”Biler er resultatet af komplicerede globale fødekæder, så når man begynder at lægge ny told på de materialer, der indgår, eller bestemte områder, der producerer dele eller biler, så skaber det en kæmpe usikkerhed og højere priser,” siger AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg.
Told på stål og aluminium
Derudover har Trump lagt en told på 25 procent på al stål og aluminium, der kommer ind i USA, hvilket også kan gøre amerikansk bilproduktion dyrere. Samtidig rammer det bl.a. eksporten af stål og aluminium fra EU. Derfor har EU allerede svaret igen med told på en lang række varer fra USA, som træder i kraft i april – herunder på motorcykler fra Harley-Davidson.
Fra EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen lød den klare besked i den forbindelse:
“Told er skatter. De er dårlige for virksomheder og endnu værre for forbrugerne. De forstyrrer forsyningskæderne. De skaber økonomisk usikkerhed. Jobs er på spil. Priserne vil stige. I Europa og i USA.”
Samtidig understreger hun, at EU er klar til dialog med USA om bedre løsninger.
BMW ramt af told – VW har en måned til
Volkswagen og Stellantis har for nylig bekræftet, at de i den næste måneds tid går fri af den told, Trump har lagt på varer fra Mexico og Canada.
VW har en stor bilproduktion i Mexico, som leverer til det amerikanske marked, men de har også produktion i USA. VW har meldt ud, at de vil samarbejde med de amerikanske myndigheder om at finde de bedste løsninger.
Stellantis, som også har produktion i Mexico samt Canada, gik så langt som til at takke præsident Trump for at udsætte tolden med en måned og lover at bygge flere amerikanske biler og sikre flere amerikanske jobs.
Modsat de to andre europæiske bilkoncerner står BMW til at blive ramt af told, da de ikke falder under den førnævnte handelsaftale. Det er bl.a. 2- og 3-serien til det amerikanske marked, BMW producerer i Mexico. Mærket har dog også en større produktion i USA.
BMW kalder den amerikanske told-situation for ”meget volatil og kompleks”, og tilføjer at told-regulering gør produkterne dyrere og går ud over innovationen.
Nye muligheder åbner sig
Foruden presset fra nye toldsatser fra amerikanerne befinder bilindustrien i Europa sig allerede i en presset situation med hård konkurrence fra Kina, svigtende salg på flere markeder og en omstilling til elektriske biler, der kræver store investeringer.
Men der opstår også nye muligheder. For eksempel har VW luftet muligheden for at omstille noget af sin ledige fabrikskapacitet i Tyskland til produktion af militært udstyr, hvor efterspørgslen er stor.
Den tyske våbenproducent Rheinmetall viser også interesse for at overtage i hvert fald en af VW’s fabrikker.
AutoBranchen Danmark følger løbende udviklingen.
Kontakt
