Bilforhandlere

Workshop på Mors: Sådan løfter I jeres kommunikation og fanger endnu flere kunder til bilhuset

AutoBranchen Danmark har været forbi og afholde workshop hos MTH Biler på Nykøbing Mors. Indehaver Kasper Kristensen ville gerne vende virksomhedens kommunikationsindsats ud fra budget, leads og fremtidige strategier, for han er i tvivl om, hvorvidt hans nuværende marketingsbudget udnyttes godt nok.

Bilhuset, der har afdelinger i Nykøbing Mors, Løgstør, Thisted Brovst og Aars, har godt fat i kunderne, men hvordan bliver det endnu bedre? Hvilke data har virksomheder, og hvordan kan data omsættes til endnu flere kunder i butikken og bedre budskaber på tværs af mediekanaler?

“Vi bruger rigtig mange penge hvert år på annoncering og generel markedsføring, men vi har brug for nye idéer og redskaber til at måle på de indsatser. Vi vil også meget gerne have nye input til, hvordan vi rammer eksisterende og nye kunder bedre på både sociale medier, mails og lignende”, forklarer Kasper Kristensen.

Workshop er ny service

Charlotte Brix Andersen, chef for kommunikation og medlemsservice, stod i spidsen for workshoppen på Mors, som er en ny medlemsservice, AutoBranchen Danmark tilbyder. Hun vil meget gerne hjælpe andre i branchen, som har gode eller dårlige erfaringer med diverse kommunikations- og marketingskampagner til at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye.

“Flere og flere kunder efterspørger en mere personificeret oplevelse med eksempelvis deres bilforhandler og værksted. Det gælder også, når bilhuset kommunikerer med kunden, uanset om det er før, under eller efter et bilsalg. Derfor har vi i dag talt om alt fra avisannoncer, radiospots, events uden for MTH Bilers lokaler, målgruppeanalyser, brug af data og KPI’er. Det har virkelig været en god og produktiv dag, hvor vi har vendt rigtig mange aspekter for fremtidens bilsalg”, forklarer Charlotte Brix Andersen.

Anbefalinger til videre arbejde

Men workshoppen stopper ikke kun med et farvel til MTH Biler. Efterfølgende har AutoBranchen Danmark udarbejdet en række anbefalinger til virksomhedens arbejde fremadrettet.

Anbefalingerne er afstemt i forhold til blandet andet, hvilken virksomhed, MTH Biler er i dag. Hvilken kundeprofil, som typisk køber bil hos forhandleren, hvilke digitale platforme, der på sigt kan være en gevinst for virksomheder. Hertil er der også indarbejdet idéer til en videreudvikling af hjemmeside og øvrige services.

Anbefalinger er afstemt, så nogle af initiativerne kan klares inhouse af nuværende ansatte, mens andre anbefalinger kræver eksterne hjælp i form af freelancere, som AutoBranchen Danmark også hjælper med at finde.

“Der er langt de færreste bilhuse, som har kommunikationsuddannede ansat, og tit er opgaven placeret hos en medarbejder, som egentlig er uddannet til og skal bruge det meste af sin tid på at sælge biler. Derfor vil der også være anbefalinger, som rækker ud over, hvad ens nuværende team i forretningen har kompetencer og tid til”, forklarer Charlotte Brix Andersen og fortsætter:

“Workshoppen er et slags 360 graders kig med afsæt i MTH Bilers ønsker og nuværende position på både det lokale og landsdækkende marked. Vi har i fællesskab udviklet en masse forslag til, hvordan MTH Biler tager deres i forvejen gode arbejde til nye højder. Nogle anbefalinger kan tages i brug hurtigt, mens andre er på den lidt længere bane og vil kræve tilførsel af kompetencer, men det kan man også sagtens få ved at trække på freelance kommunikationsfolk, som vi hjælper med at finde.”, siger hun.

Med på mødet var også Emil Møller Volke, salgskonsulent i Aars-afdelingen og Henrik Nordstrøm Mortensen, kommunikationskonsulent hos AutoBranchen Danmark og kommunikationsrådgiver Rebekka Knudsen.

  • AutoBranchen Danmarks Kommunikationskorps kan give et tilbud på en skræddersyet workshop til jer med fokus på kommunikation på tværs af jeres platforme.
  • I løbet af workshoppen indsamles viden om jeres forretning og nuværende initiativer, så I kan få relevante anbefalinger til fremtidige initiativer.
  • Er du interesseret, kan du kontakte Charlotte Brix Andersen på cba@abdk.dk eller tlf. 31 36 94 00.

Kommunikationskorpset kan hjælpe medlemmer af AutoBranchen Danmark med alt fra at producere nyhedsbreve, artikler, pressehistorier til strategi, workshops og videoer.

Læs mere om AutoBranchen Danmarks Kommunikationskorps

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation