Sæt derfor kryds i kalenderen torsdag den 28. september, hvor vi igen skal mødes på Remisen i Brande. Fra Norge skal vi høre, hvordan elbilerne har påvirket indtjeningen på eftermarkedet. Vi har været i Norge og besøgt Gumpen Gruppens vicekoncernchef Terje Jochumsen, som har mange input til, hvordan man udvikler sin forretning i relation til elbilerne. Han kommer til Brande og fortæller om bilforhandlerens erfaring med elbilerne, hvordan elbilerne skal serviceres, og hvordan de har tænkt i nye veje for at kompensere for den manglende omsætning på værkstedet, som elbilen genererer i forhold til benzin og dieselbilerne.
Skatteminister Jeppe Bruus fortæller om regeringens ambitioner på bilområdet. Regeringen har stort fokus på at nå Danmarks mål om 1 million grønne biler på vejene i 2030, og skatteministeren vil komme ind på fremtiden for den grønne vejtransport, bilafgifterne og leasing.
Mange talere er allerede på plads, men vi vil introducere flere spændende oplægsholdere i den kommende tid.
Fagsnakkene har været en succes de foregående år, og dem gentager vi selvfølgelig. I år bliver det med mere tid på hver fagsnak, da vi i stedet for at have 9 sessioner nu har 6 sessioner for at give mere plads til drøftelser og spørgsmål. Her kan du møde Motorstyrelsens direktør Jørgen Rasmussen, som altid trækker mange tilhørere. Han vil tale om samarbejdet med branchen, Motorstyrelsens aktuelle sager og kommende prioriteter.
Santanders kommercielle direktør Bo Jakobsen vil fortælle om, hvordan Santander ser på udviklingen i bilmarkedet og inden for leasing.
Lige som alle andre virksomheder bliver både bilforhandlere, værksteder og autolakerere ramt af krav til klimaregnskaber inden for få år. Hvis du får styr på dit klimaaftryk, kan der være penge at spare. En fagsnak klæder dig også på til den fremtid.
Manglen på arbejdskraft er et stort tema for mange brancher. På årsdagen kan du møde en lille håndfuld lærlinge, som vil fortælle, hvordan de ser på branchen, deres forventninger til en god arbejdsplads og hvad de lægger vægt på af faglige udfordringer.
Remisens gode mad og netværk med kolleger, konkurrenter og samarbejdspartnere bliver der selvfølgelig også tid til.
Programmet bliver bundet sammen af konferencier Dennis Ritter, som du måske kender fra TV2.
Vi ved godt, at der er god tid, men du kan allerede nu melde dig til her. Deltagelse er – som altid – gratis.