For mange bilforhandlere er det banken, der er deres vigtigste samarbejdspartner. Det er der intet nyt i. Mange i branchen skylder bankerne en tak for, at deres bank troede på deres drøm og idé. Det har også været til fordel for bankerne selv, i øvrigt. Men i disse år ser vi desværre, hvordan bankerne oftere og oftere spiller en uheldig rolle for autobranchen.
Selvom renten er faldende, oplever mange forhandlere, at bankerne er blevet en modspiller i stedet for en medspiller.
For mange banker og deres erhvervsrådgivere bliver autobranchen set som risikobetonet og med for lav soliditet. Noget af det er berettiget – i nogle tilfælde. Men autobranchen er meget mere end det, og det håber jeg, flere banker vil åbne deres øjne for i det år, vi lige er trådt ind i.
Vi omsætter trods alt for over 200 milliarder kroner årligt, skaber masser af arbejdspladser og holder ikke mindst danskerne godt kørende. Vi har med andre ord en stor betydning ikke bare for dansk økonomi, men også for det danske samfund og vores sammenhængskraft som sådan. Og vi har – ikke at forglemme – i øvrigt tjent masser af penge til bankerne.
Bliv medspiller i grøn omstilling
I de seneste år har mange forhandlere oplevet, at værdien af deres varelager på kort tid har mistet stor værdi, fordi elbilerne er blevet sat ned i pris af producenterne. Hvis forhandlerne bliver straffet for det af bankerne, bliver de straffet for at understøtte den grønne omstilling. På samme måde oplever mange forhandlere, at der er brug for større finansieringsbehov, når varelageret skal gå fra benzin- og dieselbiler til elbiler, fordi elbilerne er dyrere. Her kan bankerne også komme til at spænde ben for den grønne omstilling, hvis man ikke hjælper det skifte godt på vej.
Selvfølgelig skal bankerne leve op til de krav, som Finanstilsynet og andre stiller, men jeg mener, at der er et spillerum mellem det, reguleringen kræver, og det, som mange af vores medlemmer i AutoBranchen Danmark og som virksomheder i branchen generelt oplever, når de mødes med deres bank.
Og det er det spillerum, jeg håber, bankerne vil udnytte bedre. Så de i højere grad bliver en medspiller for forhandlerne og for den grønne omstilling af bilparken. Det vil også være af værdi for bankerne selv.
Når man sammenligner med andre brancher, så går den statslige understøttelse af den grønne omstilling ofte til erhvervet selv. Sådan er det ikke i autobranchen. Her kommer afgiftsfritagelsen forbrugerne til gode, det kan købe billigere elbiler, men forhandlerne tilgodeses ikke direkte, sådan som vi ser, at andre erhverv bliver det.
Højere omkostning på elbiler
Autobranchen bidrager ikke desto mindre til den grønne omstilling ved for eksempel også at have elbiler på lager, så forbrugerne kan vælge elbiler og køre med mindre klimabelastning til følge. Men da basisomkostningerne ved at have elbiler på lager er væsentligt højere, end når det kommer til benzin- og dieselbiler, bliver forhandlerne også her straffet. De bliver straffet, når de i stedet for at blive belønnet for deres rolle i den grønne omstilling, snævert bliver målt og vejet på deres rentabilitet af bankerne.
Forhandlerne står altså – i modsætning til en række andre erhverv – med en række økonomiske udfordringer, som den grønne omstilling medfører. Udfordringer som lige nu truer rigtig mange forhandlere.
Dette siger jeg ikke for at klynke på branchens vegne. Jeg siger det, fordi jeg ønsker, at forhandlerne bliver ved med at spille den centrale rolle i omstillingen og i vores samfund generelt, som de har gjort hidtil.
Det skal man have øje for – både i bankerne, men også politisk – hvis vi skal beholde vores gode netværk af bilforhandlere og autoværksteder over hele landet.
Mange forhandlere og andre virksomheder i autobranchen står i disse år derudover også over for generationsskifter, hvor der også er brug for en hjælpende hånd, hvis arbejdspladserne skal bevares og ikke gå tabt. Også her kan bankerne og politikerne spille en mere positiv rolle. For branchens skyld, men også for bankernes egen skyld.
I AutoBranchen Danmark gør vi dagligt vores bedste for at rådgive vores medlemmer om, hvordan de bedst muligt driver deres forretning og samarbejder med deres bank, men som jeg ser det, er der også brug for, at bankerne spiller bedre med, end de gør lige i øjeblikket. Det håber jeg, vi sammen kan ændre på i 2025.