Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Motor-magasinet d. 19. december 2025.
Året går på hæld, og mens vi skal skåle i champagne til Kongens nytårstale og fejre de fremskridt, vi har opnået i året, der gik, betyder det nye år også, at brugtvognsforhandlere i hele landet vågner op til nogle tømmermænd af den mere ubehagelige slags, når den nye prismodel fra Bilbasen træder i kraft d. 1. januar.
Fra d. 1. januar betyder den nye prismodel fra Bilbasen fx, at forhandlerne skal betale for 90 dages annoncering, uanset hvor hurtigt de får solgt deres bil.
Hvordan i alverden Bilbasen er kommet frem til, at man skal betale for hele 90 dage, står hen i det uvisse. Den gennemsnitlige liggetid på Bilbasen er langt, langt kortere. Ja, Bilbasen har selv opgjort den til 57 dage, så hvad er det, man skal betale for i de sidste 33 dage? Svaret blæser i vinden.
Forudsigelighed om øgede udgifter
Ønsker Bilbasen, at forhandlerne skal sælge deres biler langsommere? Ønsker de at fjerne incitamenterne til at klare sig godt? 90 dages tvungen betaling smager mere af kommunistisk planøkonomi end af troen på den enkeltes evne til at skabe sin egen succes.
Bilbasen har forsvaret sig med, at forhandlerne får forudsigelighed med den nye binding på 90 dage. Ja, det er da også rigtigt. Forudsigelighed om øgede udgifter i længere tid til at betale for en vare, som man dybest set ikke længere har brug for.
Hvis forudsigelighed er argumentet, kunne man jo dybest set også kræve en binding på 365 dage? Eller mere oplagt: de 57 dage som er den gennemsnitlige liggetid? Hvorfor ikke gøre det sådan, Bilbasen?
Mens alt det her sker, hører vi samtidig, at Bilbasen har forhandlet meget store rabatter på plads til de største forhandlere. Det tyder dels på, at der er penge nok. Og så er det et eksempel på, at Bilbasen bruger muligheden til at omfordele blandt branchens forhandlere som en anden omvendt Robin Hood. Man tager fra de små og giver til de store. For det kan jo ikke opfattes på anden måde end, at det er de små forhandlere, der skal betale overpris for, at de store forhandlere kan få rabatter, der udligner de tab, som den nye prismodel måtte give.
Derfor er det oplagt at spørge: Ser Bilbasen det som sin opgave at skabe mere ulige konkurrencevilkår i branchen? Det ser jo sådan ud. Og det er ikke kønt.
Øget efterspørgsel hos konkurrenter
Jeg har løbende opfordret Bilbasen til at gentænke deres nye prismodel. Men i Motor-magasinet i sidste uge lød det ikke som om, at Bilbasen har tænkt sig at lytte til den store utilfredshed, som mange i branchen har ytrer. I stedet vil man tromle videre.
Derfor var jeg også glad for at læse – i selvsamme artikel – at Bilbasens konkurrenter har oplevet øget efterspørgsel. Både hos Bilhandel.dk og Biltorvet strømmer det til med forhandlere, lød det. Det er kun godt, at Bilbasens dominans bliver udfordret, når de, som jeg ser det, misbruger deres position som markedsleder.
Jeg håber derfor, at den tendens vil fortsætte. Og jeg håber, at forhandlerne i det hele taget vil bruge den anledning, som Bilbasen har skabt, til at genbesøge deres annonceringsapparat. Måske skal man styrke sin hjemmeside i stedet? Måske skal man finde nye platforme? Måske skal man annoncere på nye måder? Hvor man før lavede flere annoncer for biler af samme slags, kan man måske nøjes med én? Måske kan den samme annonce bruges flere gange til forskellige biler, når bilen er solgt lang tid inden, de 90 dages er gået. Der må være muligheder.
Så der skal tænkes nyt. Så Bilbasen mærker konsekvenserne af deres grådighed, men vigtigst af alt: Så man som forhandler får den annoncering, man har brug for, og som virker bedst i ens egen forretning – og så man ikke bare står tilbage med den annonceringsform, man har fået stoppet ned i halsen.
På den måde er Bilbasens nye prismodel en lejlighed til at skyde året i gang på en god måde: At komme tilbage i egen handlekraft. At være herre over egen forretning. Og selv bestemme, hvordan man vil drive den.
Når det er sagt, håber jeg stadig, at Bilbasen vender på en tallerken og annullerer den prismodel, som muligvis kan forbedre deres bundlinje, men som har kostet dyrt i anseelse rundt omkring i branchen. For den grådighed, Bilbasen har udvist, vil ikke blive glemt.
Kontakt





