Danskernes biler

Bilparken bliver ældre og ældre

Det kan godt være, at danskerne køber nye elbiler i hobetal, men gennemsnitligt fortsætter bilparkens alder stadig med at stige.

Sidste år rundede danskernes bilpark et skarpt hjørne. I gennemsnit ramte vores biler nemlig en alder på præcis ti år. Det viser tal fra Danmarks Statistik

Gennemsnitsalderen er stille og roligt steget de seneste år. I 2024 lå alderen i gennemsnit på 9,8 år, og året før hed den 9,6 år i gennemsnit. 

Tal fra Bilstatistik viser, at det særligt er en stor mængde benzinbiler i mikro- og mini-klassen, der begynder at trække opad i statistikken i disse år, da salget af dem boomede i midten af 2010’erne. 

Samtidig har nyvognssalget i de seneste år ligget lidt lavere end i slutningen af 2010’erne – formentlig pga. omfattende handel med brugtimporterede elbiler, som dermed også trækker lidt opad i statistikken. 

I Danmark er der ret store geografiske forskelle på, hvor gamle vores biler gennemsnitligt er. Det er i høj grad øboerne, der holder fast i de ældre biler, viser analysen fra Danmarks Statistik. Ældst er bilerne på Ærø, hvor alderen er helt oppe på 15,4 år i snit, mens de ligger på 14,5 år på Samsø. 

Modsat forholder det sig i Hovedstadsområdet samt det nordlige og østlige Sjælland, som trækker nedad i gennemsnittet. De yngste biler finder vi i Hørsholm Kommune, hvor gennemsnittet hedder 8,6 år. 

Alderen stiger i hele Europa 

Vender vi blikket mod de andre europæiske lande, så ligger vi dog fortsat i den lave ende aldersmæssigt. 

Hvert år udgiver den europæiske organisation for bilproducenter, ACEA, en rapport, der bl.a. viser gennemsnitsaldre i de europæiske landes bilparker. 

Den seneste rapport benytter tal fra 2024 til sammenligningen, men her viser det sig, at gennemsnitsalderen for hele den europæiske bilpark også har bevæget sig opad med 0,2 år i gennemsnit, så den sluttede på 12,7 år. 

Østrig og Luxembourg ligger foran os med hhv. 9,2 år og 8,2 år. Det gjorde de også året før. Men der er kommet et land mere ind foran os. Det er Irland med 9,7 år.  

De ældste biler finder vi Grækenland og Estland, hvor gennemsnitsalderen er 17,8 og 17,5 år. Polen trækker også op i gennemsnittet med 15,2 år. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør