Bilforhandlere

Boom i eksport lægger pres på Motorstyrelsen

Markant flere biler blev ført ud af Danmark i 2024. Samtidig steg antallet af brugtimporterede biler samt leasingaftaler, så behovet for kontrol fra Motorstyrelsens side steg.

Antallet af brugte biler, der eksporteres ud af Danmark, steg kraftigt sidste år sammenlignet med 2023. Det skriver Motorstyrelsen i sin nyudgivne årsrapport for 2024

Faktisk har der i 2024 været en stigning på hele 28 procent i eksporten af køretøjer set i forhold til året før. Og det har skabt et ekstra træk på Motorstyrelsens ressourcer, fordi der skal ske en fastsættelse af et køretøjs værdi, før der udbetales eksportgodtgørelse. 

I alt blev der eksporteret i omegnen af 35.300 biler fra Danmark sidste år. 

”Eksportboomet kommer samtidig med, at vi ser rekordhøje salgstal for brugtimporterede og nye elbiler, der har favorable afgiftsvilkår i øjeblikket. Vi har også set et faldende antal benzin og især dieselbiler på vejene herhjemme i de seneste år. Formentlig skyldes noget af den udvikling, at flere fossilbiler skubbes mod andre europæiske lande, hvor folk stadig gerne vil have dem,” lyder det fra adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg. 

I alt noterer Motorstyrelsen sig i årsrapporten, at der har været indtægter fra anmodninger om eksportgodtgørelse på 81,1 mio. kroner. Det er en stigning på 25 procent fra 2023. Prisen for en anmodning blev i øvrigt sænket med 100 kr. til 2.250 kr. 1. juli sidste år. Det skete pga. en mere effektiv arbejdsgang.  

Import stiger også kraftigt 

Motorstyrelsen har også set en kraftig stigning i importen af brugte biler samt i leasing fra 2023 til 2024. 

Hele 32 procent flere importerede køretøjer skulle i 2024 kontrolleres med et såkaldt pristjek sammenlignet med året før. Såvel køretøjer på fuld afgift samt leasingbiler, der overgik fra forholdsmæssig til fuld afgift, indgår i det tal. 

For de selvanmeldte importbiler skal Motorstyrelsen kontrollere 15 procent, hvilket de også gjorde. Det blev til omkring 11.700 køretøjer og resulterede i 59,7 mio. kr. i efteropkrævninger.  

Fremover skal det dog gøres nemmere at fastsætte korrekt registreringsafgift, har skatteminister Rasmus Stoklund for nylig meldt ud. Det skal bl.a. ske ved at gøre nyprisoplysninger tilgængelige for brugtvognsforhandlere og andre, der importerer biler. Motorstyrelsen er også kommet med en forbedret vejledning i marts, som du kan se her

Når 2025 er omme, forventer Motorstyrelsen at have modtaget omkring 37.000 nye anmodninger om eksportgodtgørelse, hvilket svarer til en stigning på 3 procent i forhold til 2024, oplyser de i årsrapporten. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver