Bilforhandlere

Brugtvognsforhandler har ikke brugt Bilbasen i årevis – og klarer sig fint

Hos Bil Center Syd forlod man Bilbasen for mange år siden, men kunderne kommer stadig. “Vi skal være bedre til at stå sammen i branchen,” lyder det fra indehaveren.

Ved indgangen til det nye år er Bilbasens stærkt omdiskuterede og bredt kritiserede nye prismodel trådt i kraft.   

Prismodellen betyder blandt andet, at forhandlere bliver bundet til at betale for alle annoncer i 90 dage – uanset hvor hurtigt bilen bliver solgt.  

Før nytår beskrev Motor-magasinet, hvordan Bilbasens nye prismodel har betydet, at konkurrenterne hos Bilhandel.dk og Biltorvet har oplevet, at mange nye forhandlere søger mod de to platforme.  

Alligevel er der samtidig en vis nervøsitet hos nogle forhandlere i forhold til helt at forlade Bilbasen eller lægge annoncebudgettet kraftigt om.   

Forlod Bilbasen for mange år siden 

Men en af dem, der har taget skridtet, er Gitte Enggaard, indehaver af Bil Center Syd i Stensved på Sydsjælland. Faktisk er det mange år siden, hun sidst har annonceret på Bilbasen.  

“Jeg forlod Bilbasen, da priserne stak helt af sidste gang. Og jeg har aldrig brugt Bilbasen siden. Og det går altså fint,” fortæller hun.  

Hun var sammen med en række forhandlere i stedet med til at grundlægge Biltorvet.  

“Det måtte simpelthen give mening at starte vores eget,” siger hun i dag.   

Hun fortæller, at Biltorvet i begyndelsen havde udfordringer med kendskabet i den brede befolkning, men hverken da hun skiftede fra Bilbasen til Biltorvet eller i dag oplever hun, at det er sværere at sælge bilerne.   

“Jeg har lige solgt to biler, hvor kunderne kom fra Biltorvet,” fortæller hun.   

Hun bruger samtidig Biltorvet til at lede efter biler til sine kunder, hvilket platformen også fungerer fint til.   

Vi er ikke gode nok til at stå sammen 

Selvom hun ikke har brugt Bilbasen i mange år, har Gitte Enggaard alligevel fulgt debatten om den nye prisstruktur.   

“Da jeg læste, at Bilbasen satte priserne op, tænkte jeg jo, at det er noget svineri. De er tilbage i den samme skure som sidst”.   

Og det bringer hende til en bredere pointe om, hvordan branchen agerer.  

“Vi er som branche simpelthen ikke gode nok til at stå sammen, der er altid en eller anden, der skal lave en smart aftale, som går udover os andre,” siger hun.   

Det gælder med salgsportalerne, men det gælder også i forhold til importørerne og forsikringsselskaberne, siger hun:   

“Vi skal være bedre til at stå sammen. Forsikringsselskaberne skal jo have lavet deres biler og importørerne skal jo også have solgt deres biler. Det burde være os, der havde magten,” siger hun.  

“Det kan godt være, at jeg er et idealistisk fjols, men jeg vil ikke have noget med dem at gøre, når de behandler os, som de gør.”  

Og derfor har Gitte Enggaard altså valgt at lægge sine annoncekroner hos Biltorvet.   

Men samtidig opfordrer hun til, at man investerer i egen hjemmeside, at man sikrer sig et bredt forankret lokalt netværk, at man bruger sociale medier og annoncerer i de lokale aviser, når kunderne skal sikres. Og så går kundeservice aldrig af mode, lyder det.  

“Det handler om at bygge sit eget brand op,” siger hun.  

“Vi har indtil for to år siden selv været 65 år hos Renault, og man tænker jo altid, at det bliver svært, når man skal kaste sig ud i noget nyt. “Hvad sker der nu?” Men kunderne kommer. Det kan så være det er nogle andre kunder, men de skal nok komme. Man skal ikke være bange,” siger hun.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør