Med en stigning på lige over ti procent sammenlignet med samme måned året før, endte oktober med et meget fornuftigt salg af brugte biler.
I alt blev der solgt 46.372 brugte biler, hvilket betyder, at vi så en fremgang på små 6 procent i forhold til september måned. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Ligesom det er tilfældet på nyvognsområdet, stiger andelen af elbiler i brugthandlen, selvom dette drivmiddel stadig udgør en mindre del på 23 procent sammenlignet med benzinbilerne, der står for halvdelen. Dog har vi siden september set andelen ligge højere end diesel, og den forskel ser ud til at blive større.
På tværs af drivmidler har der været mest salg i de brugte VW Golf, der er solgt i lige over 1000 eksemplarer. På andenpladsen ligger Peugeot 208 og Toyota Aygo på tredjepladsen. Den første rene elbil dukker op på brugthandlens 5. plads i form af VW ID.4 forfulgt af VW ID.3.
En stor del af de to sidstnævnte modeller er brugtimporterede – faktisk er det de mest brugtimporterede modeller i oktober, hvor i alt 7.515 biler kom til landet på den måde. Det svarer til en stigning på 63 procent i forhold til samme måned året før.
Elbiler udgjorde 94 procent af brugtimporten.
61 pct. af nyvognskunderne valgte el
Også på nyvognssalget var der fremgang at spore, når man sammenligner med året før. 14.409 nye biler blev solgt i oktober måned, og dermed endte salget knap 9 procent bedre end året før.
Til gengæld var salget ikke helt så godt som i september, hvor 15.565 nye biler blev handlet.
Elbilernes andel af nyvognssalget er steget hastigt gennem længere tid og er nu helt oppe på at udgøre 61 procent handlen. Dermed adskiller det danske marked sig en hel del fra mange andre lande i Europa.
”Vi er glade for, at der er så godt gang i salget af elbiler herhjemme på både brugt- og nyvognsmarkedet. Men en del af fremgangen skyldes formentlig det prispres, der i øjeblikket er på elbiler her i landet, fordi flere af de andre europæiske lande ikke har formået at skabe de rigtige incitamenter til at kickstarte elbilssalget,” lyder det fra AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg som tilføjer:
”Mange forhandlere har oplevet at blive ramt af de voldsomme prisbevægelser, og der er fortsat god grund til at holde en stram lagerstyring.”