Der blev i februar solgt 41.424 brugte biler, når man medregner brugtimport og private salg. Det er en stigning på 4,67 procent i forhold til februar sidste år, hvor salget løb op i 39.575 solgte brugte biler.
Elbilernes andel af brugtvognssalget var i februar 15 procent, mens det sidste år var på 7 procent. Benzinbilernes andel er faldet fra 58 til 53 procent, mens dieselbilernes andel er faldet fra 30 til 25 procent. Pluginhybridernes og hybridernes andel af brugtvognssalget er nogenlunde konstante.
Det er Volkswagen, der landets mest populære brugte bilmærke efterfulgt af Peugeot og Toyota.
Netop Toyota har samtidig overhalet Tesla som det mest populære nyvognsmærke, når man ser på årets første to måneder.
Nyvognssalget falder
Nyvognssalget er modsat brugtvognssalget faldet fra februar sidste år til februar i år.
Hvor der i februar blev indregistreret 11.218 ny biler, var tallet i februar i fjor 11.590, hvilket udgør et fald på 3,21 procent.
Elbilerne udgjorde i februar 44 procent af nyvognssalget, mens benzinbiler udgjorde 41 procent og dieselbiler, pluginhybrider og hybrider hver udgjorde 5 procent.
Årets første måneder har været præget af voldsomme prisnedsættelser på flere nye biler, mens de brugte biler som følge deraf også er blevet sat ned i pris. Men på det seneste er prisnedsættelserne stilnet af, og det tyder på, at vi er på vej ind i en periode med større stabilitet, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
“Det har været en hektisk start på året og mange har været tvunget til store prisnedsættelser, men man kan håbe, at vi har været igennem det værste nu,” siger Gitte Seeberg og tilføjer:
“Mange har været hårdt ramt på avancerne og har måtte tilpasse varelageret. Omvendt er antallet af skader rekordhøje, så der har været travlt på værkstederne.”
Du kan dykke ned i salgsstatistikkerne her:
AutoBranchen Danmarks konsulenter og juridiske afdeling står som altid til rådighed for rådgivning og vejledning.