Bilforhandlere

Clever ændrer sine abonnementer til kunderne

Formidler du ladeløsninger fra Clever til dine kunder, så har du brug for at vide, at Clever ændrer sine produkter. Dette har Clever set sig nødsaget til, på grund af de høje energipriser.

Clever meddeler, at man har udviklet en langsigtet prismodel, som indeholder to væsentlige ændringer: en ensretning af priser på tværs af alle abonnementer og et variabelt forbrugsbaseret energitillæg.

Priser og produkter bliver ensrettet

Fra d. 1. april 2023 ensrettes priserne, så man betaler det samme, uanset om man har et abonnement med eller uden boks. Indtil da er priserne, som de er i dag.

De nye priser for Clever Unlimited, Clever Unlimited Network, Clever All-in-One og Clever All-in-One Network pr. 1. april 2023 er:

799 kr./md. for elbil

449 kr./md. for plugin-hybridbil

De nye priser på partnerprodukter pr. 1. april 2023 er:

639 kr./md. for elbil

359 kr./md. for plugin-hybridbil

Variabelt og forbrugsbaseret energitillæg

Det nuværende fastpris-energitillæg ophører d. 31. december 2022 og erstattes af et variabelt og forbrugsbaseret energitillæg, der fastsættes ud fra kundens månedlige kWh-forbrug og den gennemsnitlige elpris for måneden over 2,25 kr./kWh (dvs. spotpris, afgifter, tariffer og moms). Prisen vil derfor ændre sig fra måned til måned, og er elprisen under 2,25 kr./kWh i gennemsnit i den pågældende måned, betaler man ikke noget energitillæg. Det er en løsning, der afspejler markedet med stigende elpriser og belønner dem, der har mulighed for at spare på energien.

Hvad betyder det for kunderne?

“For kunderne betyder de nye ændringer, at de hver måned skal lægge et energitillæg oveni i deres abonnementspris, som fastsættes efter den gennemsnitlige elpris og deres kWh-forbrug. Derfor opretter vi en landingside på clever.dk, hvor kunderne hver måned kan finde deres energitillægspris for den forgange måned – præcis som de kender det fra tilbagebetalingssatsen,” fortæller Karsten Nygaard, der er Partner Account Manager i Clever.

“Da vi ændrer abonnementspriserne, ændrer vi også i kundernes vilkår. Derfor er det vigtigt, at kunderne hurtigst muligt accepterer de nye vilkår. Hvis kunderne ikke har accepteret vilkårene senest 31. marts 2023, er vi nødt til at opsige deres abonnement med virkning fra d. 1. april 2023,” fortsætter han.

Fra nytår kommer Clever Unlimited

Fra 1. januar 2023 får alle medlemmer mulighed for at sælge Clever Unlimited-produkter.

Se mere på AutoBranchen Danmarks hjemmeside, hvor fordelsaftalen er beskrevet i detaljer https://autobranchendanmark.dk/fordelsaftaler/clever/

Hvis du ikke er tilmeldt Clevers partner-nyhedsbrev, kan du gøre det her: https://clever.dk/formularer/partner-nyhedsbrev-signup/

Clever har oprettet en hotline til råd og vejledning i forhold til det forbrugsbaserede energitillæg og de nye abonnementspriser. Ring på 87 26 47 03 mandag-torsdag kl. 08:30-15:30 og fredag fra 08:30-14:30 eller skriv til Clever på energitillaeg@clever.dk

Clever har samlet al information om det midlertidige energitillæg, samt en beregner, på deres hjemmeside: https://clever.dk/energitillaeg/

Vil du vide mere om AutoBranchen Danmarks fordelsaftaler, så kontakt AutoBranchen Danmarks konsulenter Kim Quistgaard, telefon 21257004, Flemming Ransborg 25304650 eller chef for Partnerskaber Henrik Bitzer, telefon 31474997.

Kontakt

Henrik Bitzer

Partnerskabschef