Bilforhandlere

Derfor kan diesel- og benzinbiler ikke bare forbydes i Danmark

Den danske sommer har budt på både sol og regn, men også nyheden om at et forbud mod diesel- og benzinbiler ikke er noget, som Danmark selv kan gennemføre – den slags beslutninger foregår på EU-niveau. Siden forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget i oktober 2018 har det lydt fra flere partier på Christiansborg, at diesel- og benzinbiler burde forbydes fra 2030 til fordel for grønne biler – primært elbiler.

Men et forbud vil være imod EU-lovgivningen for varernes frie bevægelighed, da man ikke vil kunne forbyde markedsføring, import og registrering af diesel- og benzinbiler. Det vil være at gå imod lovgivningen. Det konkluderer den polske Indremarkedskommisær, Elżbieta Bieńkowska, som før jul skrev til daværende formand udvalgsformand for europaudvalget Erik Christensen (S). Det brev er nu blevet offentliggjort.

Ifølge Charlotte Brix Andersen, kommunikationschef i AutoBranchen Danmark, viser det, at Danmark som nation ikke kan gå solo, men skal sikre fælles fodslag i EU, hvis reglerne for bestemt biltyper skal ændres.

“I brevet fra kommissæren står der meget klart, at juraen på området skal ændres, hvis Danmark vil kunne stoppe for salget af konventionelle biler. Men da både Frankrig, Spanien, Holland, Irland og Storbritannien har lignende planer om at forbyde biler med forbrændingsmotorer fra en vis dato, er det ikke urealistisk. Hvis flere lande går sammen om at skubbe på en dagsorden kan tingene sagtens ændres, så de politiske planer kan blive til virkelighed”, siger Charlotte Brix Andersen fra AutoBranchen Danmark.

Hvis Danmark vil ændre på lovgivningen, skal der sendes en forespørgsel til det land, som har formandskabet for EU. I efteråret 2019 er det Finland, som har det, og i 2020 er det først Kroatien og efterfølgende Tyskland. Pt. vides det ikke, om det er en dagsorden, som den danske regering vil forsøge at løfte.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation