Bilsalg

Det skal du huske, når brugte biler styrtdykker i pris

Brugte elbiler er mange stedet faldet voldsomt i pris. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når det kommer til lagerstyring og information til kunderne.

I august blev der solgt 5.186 brugte elbiler, hvilket er en stigning på knap 76 procent i forhold til august i 2022. I september blev der solgt 5.451 brugte elbiler, hvilket er en stigning på over 106 procent i forhold til september sidste år. Og i den første uge af oktober er salget af brugte elbiler steget med over 150 procent i forhold til året før. 

Der er altså ingen tvivl om, at der er gang i den, når det kommer til salget af brugte elbiler.  

Samtidig er priserne på de brugte elbiler styrtdykket. En ny analyse fra Bilbasen viser, at en række dyre elbiler fra Audi, BMW og Mercedes er blevet mere end 100.000 kroner billigere i løbet af 2023.  

“Der er flere årsager til, at de brugte elbiler er faldet i pris. Den primære årsag er, at forhandlerne får tilbudt biler til uhørt lave priser fra europæiske udbydere i lande som Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig, og derved får forbrugerne adgang til at købe bilerne til lavere priser i Danmark,” vurderer Jan Lang, markedsanalytiker for Bilbasen til Børsen.  

“Køberne har opdaget, at elbilerne er historisk billige, og selv om prisen er omkring en halv million kr., så er der massiv interesse for bilerne. Selv om elbilerne har solgt solidt i de seneste par år, så ser det ud til, at vi står over for det folkelige gennembrud for elbilerne i øjeblikket, og vi kommer til at se langt højere salgstal, end vi har været vant til,” siger Jan Lang til Børsen. 

Salgsprisen for brugte elbiler er ifølge Bilbasens data i gennemsnit faldet med 22 procent siden starten af 2022. I august i år blev en brugt elbil i gennemsnit solgt for 246.000 kroner, fremgår det af Bilbasens tal.  

Husk at være tydelig om specifikationer

Selvom et øget salg naturligvis er positivt, betyder de omskiftelige priser også, at man som brugtvognsforhandler skal være på dupperne, fastslår Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

“Forhandlerne skal være omstillingsparate som aldrig før. Man skal have den rette mængde biler på lager og ikke for mange, hvis priserne bliver ved med at falde. Samtidig skal man være opmærksom på antallet af lagerdage og måske overveje et hurtigt salg for at begrænse tabet, hvis priserne fortsætter med at falde,” siger hun. 

Abid Khan, der er juridisk chef i AutoBranchen Danmark anfører, at indkøb af brugte elbiler i udlandet ikke er uden risiko, da de indkøbte biler kan have andre specifikationer end tilsvarende modeller på det danske marked.  

Og det skal man huske at fortælle kunden klart og tydeligt, siger han:  

“Hvis man sælger en brugt elbil, som har andre specifikation end tilsvarende modeller herhjemme, skal man være meget opmærksom på at kommunikere det til de potentielle kunder, for ellers risikerer man at få en sag om fejl og mangler på nakken,” siger Abid Khan.  

Det kunne eksempelvis være sædevarme, som mange steder regnes som standardudstyr herhjemme, men derimod er ganske usædvanligt i biler fra Middelhavsområdet, som man kan have importeret. 

AutoBranchen Danmarks juridiske afdeling er som altid klar til at yde juridisk støtte til medlemmer af AutoBranchen Danmark. 

Kontakt

Abid Khan

Juridisk chef / advokat