Motorstyrelsens begrundelse for at afskaffe det administrativt fastsatte klargøringsfradrag på 3 procent var, at de fleste biler var salgsklargjort på tidspunktet for registrering, uagtet om de blev handlet hos forhandlere eller private personer. Begrundelsen blev mødt med store protester fra AutoBranchen Danmark og andre organisationer, men Motorstyrelsen valgte at overhøre disse.
Sådan kan du alligevel få klargøringsfradrag
Trods afskaffelsen af det administrativt fastsatte klargøringsfradrag, kan det alligevel være muligt at få klargøringsfradrag i nogle tilfælde. Jurist hos AutoBranchen Danmark Zeynep Ari Kilic oplyser om mulighederne:
”Vores medlemmer, der vurderer, at de er berettiget til at modtage klargøringsfradrag, kan anmode Motorstyrelsen om en besigtigelse af køretøjet. Motorstyrelsen kan på baggrund af besigtigelsen give et konkret skønnet fradrag, hvis køretøjets stand berettiger hertil. Betingelsen for sådan et fradrag er, at vores forhandleren kan dokumentere, at køretøjet ikke er salgsklargjort på registreringstidspunktet”.
AutoBranchen Danmarks jurister er jævnligt i dialog med Motorstyrelsen omkring forhold, der har betydning for autobranchen. Klargøringsfradraget er pt. et af de centrale punkter.
”Praksis er endnu uklart omkring klargøringsfradraget, men vi vil orientere vores medlemmer, når der kommer klare retningslinjer for, hvornår klargøringsfradraget er berettiget”, tilføjer jurist Zeynep Ari Kilic.
Medlemmer af AutoBranchen Danmark opfordres til at kontakte den juridiske afdeling på jura@abdk.dk, ved spørgsmål om klargøringsfradrag eller en anden verserende sag hos Motorstyrelsen.