Efter at have samlet opbakning fra over 200 virksomheder i branchen, sendte AutoBranchen Danmark i oktober et åbent brev til forsikringsselskaberne og deres brancheorganisation Forsikring & Pension. Hovedbudskabet var, at afregningen skal være mere fair, og at der skal betales for det arbejde, der udføres i skadesbranchen.
En af dem, der har skrevet under på brevet, er Skoda i Ejby på Fyn. Og det er sket med et ønske om, at skadesbranchen bliver bedre til at stå sammen, forklarer Hans Brauer, der leder Skoda i Ejbys skadescenter.
“Branchen skal være bedre til at stå sammen. Ellers svigter vi hinanden og branchens fremtid. Vi kan ikke blive ved med at udhule branchens indtjening, sådan som det er sket i de seneste år,” siger han, da AutoBranchen Danmark besøger skadescentret, som ugentligt laver 30-40 skader inklusiv rudeskift og beskæftiger fem pladesmede og mekanikere.
“Vi har skrevet under for at vise, at vi bakker op om det oprør, der er i gang. Vi kræver mere lydhørhed fra forsikringsselskabernes side,” forklarer Hans Brauer videre.
I de sidste ni år har han været ansat hos Skoda, men han har selv en fortid som taksator, så han kender vilkårene fra begge sider. Det er en fordel, medgiver han, fordi han kender taksatorerne og ved, hvordan bilerne skal gøres op.
Og derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad der skal laves om, hvis skadesbranchen skal gå en lysere fremtid i møde:
Stadig samme lagkage
“Jeg har været mange år i branchen, men det er stadig den samme lagkage, vi vælter rundt i. Vi får ikke en større bid, men slås indbyrdes. Så vi skal være bedre til at kæmpe for den betaling, som vi har krav på,” siger Hans Brauer.
Han indkalder selv forsikringsselskaberne til årlige timeprisforhandlinger 1. januar. Og han lykkedes da – modsat mange andre i branchen – som regel også med at få bedre vilkår – selvom det af og til kan tage nogle måneder at få aftalerne på plads.
I det åbne brev, som Skoda i Ejby sammen med over 200 andre virksomheder i branchen har skrevet under på, rejses der en række specifikke opmærksomhedspunkter, som branchen ønsker, at forsikringsselskaberne forholder sig til.
Og selvom Hans Brauer har et godt samarbejde med de fleste forsikringsselskaber, er der alligevel en række punkter, hvor han efterlyser handling. Det gælder eksempelvis betaling for lånebiler. “Vi har eksempler på, at vi har haft en kundes lånebil ude at køre i tre måneder – uden at få betaling fra forsikringsselskabet. Og ofte går der tre dage, før vi får en rapport godkendt. De tænker slet ikke på, at vi har en lånebil ude at køre,” nævner han. Derudover retter han også en kritik af brugen af Autotaks, som er dikterende frem for vejledende, som den burde være. Han nævner også betaling for håndtering af totalskader, hvor selskaberne – trods løfter om det modsatte – stadig er svære at få penge ud af. Og endelig gælder det hele den takseringsopgave, som værkstederne har overtaget fra forsikringsselskaberne, som de fleste ikke får betaling for.
Konger, der dikterer
“Vi laver så meget af deres arbejde, men bliver ikke påskønnet og belønnet for det,” kommenterer Hans Brauer, der appellerer direkte til selskaberne:
“Lad nu være med at afvise en rapport for at spare fem kroner. Kom og kig på skaden selv i stedet. Der er for mange, der sidder som konger og dikterer i stedet for at prioritere det gode samarbejde,” siger han.
Som tidligere taksator har han dog også forståelse for det pres, som taksatorerne udsættes for.
“Det er toppen af selskaberne, der er problemet, ikke den enkelte taksator, der jo også bliver målt og vejet hele tiden,” siger han.
Men branchen må altså også gribe i egen barm og være bedre til at stå sammen, mener Hans Brauer, der efterlyser, at endnu flere eksempelvis skriver under på det åbne brev til forsikringsselskaberne eller bakker op om lignende initiativer.
“Ellers får vi ikke ændret noget.”
Hans Brauer ser dog alligevel lyst på fremtiden. Dels fordi der er masser af arbejde at kaste sig over, og dels fordi man godt kan få bedre afregning, hvis man virkelig kæmper for det.
“Hvis man vil det, er der en vej, men man skal arbejde for det, og det kræver energi. Man kan godt tjene penge, hvis man laver opgørelserne rigtigt, men i sidste endnu er det selskaberne, der styrer ens betaling. Og når det er tilfældet, må vi altså kræve, at de respekterer og belønner det arbejde, som vi udfører,” siger Hans Brauer.
“De er jo købmand, som alle vi andre, men vi har stadig en husleje, der skal betales.”