Det er ikke noget nyt fænomen, og branchen har i årevis da også gjort opmærksom på problemet med selvsealende dæk (SST), men der er fortsat ikke styr på det, når det kommer til affaldshåndteringen af den stadigt mere populære dæktype.
For mens forbrugerne og nogle bilproducenter er glade for de selvsealende dæk, er de et mareridt for dækindsamlere og genvindingsvirksomhederne, der derfor forsøger at holde sig så langt væk fra dem som muligt.
Det skyldes, at dækkene indeholder et permanent og klæbrigt tætningsmateriale, der forsegler punkteringer, mens dækket er i brug, men som giver problemer efter brugen af dækket ophører.
Og fordi dækindsamlere og genvindingsvirksomhederne derfor forsøger at undgå dækkene, er det ofte værkstederne, der må stå for håndteringen af dækkene selv – og må køre dækkene ned til den lokale genbrugsstation, hvor de sikkert ender i forbrænding.
“Det er totalt uholdbart,” siger Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark.
Landets største dækindsamler, Helstrup Dæk, der i årevis har oplevet, hvor stort bøvl dækkene giver, har foreslået et forbud mod SST-dæk.
Samtidig accepterer de store genvindingsvirksomheder ikke SST-dæk i deres almindelige genanvendelsesprocesser, hvor den klistrende masse fra SST-dækkene kan sætte sig fast i maskiner og ødelægge processerne.
Frustrerende situation
“Jeg forstår til fulde frustrationen over de her dæk,” siger Nicky Bobak.
Helstrup Dæk har – udover at foreslå et forbud mod SST-dæk – kritiseret, at SST-dæk kan markedsføres og sælges på det danske marked, selvom der ikke findes en industrielt anvendelig løsning til at behandle dem i den eksisterende danske genanvendelsesinfrastruktur.
Myndighederne er bekendt med udfordringerne for genanvendelsen af SST-dækkene. De er beskrevet i en analyse fra Miljøstyrelsen, som blev udgivet sidste år.
Men der mangler handling, mener Nicky Bobak.
“Dækkene giver bøvl for indsamlerne og kan også ødelægge genindvindingen af normale dæk. Det kan ikke passe, at det skal være tilladt at sende de her dæk i omløb, når processen efter brug er så uklar,” siger han.
“Og det kan da slet ikke passe, at værkstederne skal stå tilbage med nogle dæk, som de ikke kan komme af med,” siger Nicky Bobak videre.
AutoBranchen Danmark har efterlyst svar i en henvendelse til Miljøstyrelsen og opfordrer derudover til, at alle parter sætter sig sammen og laver en fælles løsning.
Kontakt





