Bilforhandlere

Elbilssalg har nået vigtig milepæl i rekordmange lande

Salget af elbiler stiger ikke kun i Danmark, men også i mange andre lande. I 23 lande har salget nu overskredet vigtig milepæl.

I 23 lande udgør elbilssalget nu over fem procent af det samlede nyvognssalg.  

Og netop et elbilssalg på fem procent er ifølge Bloomberg Green et såkaldt tipping point, altså en vigtig milepæl, som betyder, at en stor stigning i salget er sandsynlig blandt den brede befolkning derefter.  

Det skriver MobilityWatch.  

Sidste år var det kun 21 lande, hvor elbilssalget havde overskredet fem procent og de nye lande på listen er Canada, Australien, Spanien og Thailand.  

Norge topper listen, hvor elbiler ifølge Mobilitywatch stod for 82,1 procent af nyvognssalget i andet kvartal i år.  

Danmark ligger nummer fem, hvor elbilernes andel af nyvognssalget er 32 procent, mens Island og Sverige indtager de to sidste pladser i top tre med knap 39 procent af nyvognssalget i begge lande.  

EU-landene har i fællesskab besluttet, at salget af nuludledningsbiler skal udgøre 100 procent af nyvognssalget i 2035, hvor der indføres et forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler. 

“Salgstallene for elbiler i Skandinavien er selvfølgelig imponerende og har været det længe, men det er endnu vigtigere, at større lande kommer med, for det er først her, at vi for alvor vil se både de klimamæssige gevinster, og vi vil se, at produktionen når en skala og et omfang, der gør, at bilerne bliver attraktive for langt flere,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

En stribe bilproducenter har allerede annonceret, at de stopper produktionen af benzin- og dieselbil til det europæiske marked længe før 2035. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent