Bilforhandlere

Energikrise: Brugte elbiler er solgt før de kommer hjem

Stigende energipriser har sendt markant flere danskere ud på markedet for brugte elbiler. Vi har besøgt en forhandler på Sjælland, der arbejder på højtryk for at følge med efterspørgslen.

Salget af brugte elbiler går over stok og sten pga. de stigende brændstofpriser, fortæller Mads Jørgensen fra LW Biler.

”Trump har virkelig støttet elbil-branchen,” konkluderer Mads Jørgensen fra LW Biler efter en snak om den voldsomme stigning i efterspørgslen, virksomheden har oplevet i de seneste måneder.  

Forhandleren, som ligger i Stenløse på Sjælland, sælger blandt andet brugte elbiler. Og det er i høj grad den biltype, kunderne søger mod, efter USA og Israel tidligere på året indledte den krig i Mellemøsten, der har sendt brændstofpriserne op i rekordhøje niveauer. 

”I øjeblikket er elbilerne ofte solgt, før vi får dem hentet hjem. Lige nu har vi f.eks. to elektriske Opel Corsa på vej ind, som allerede er solgt,” siger Mads Jørgensen og peger ud på parkeringsområdet, mens han tilføjer: 

”Prøv at se, hvor tomt, der er på pladsen lige nu.” 

Det er især elektriske familiebiler, forretningen gør det i, men også hybridbiler går godt for tiden – især for de kunder, der måske ikke har mulighed for at lade op derhjemme. 

”Det er svært at følge med efterspørgslen i øjeblikket. Og vi bruger rigtig meget tid på at skaffe de rigtige biler hjem. Der er næsten kommet venteliste på elbilerne.” 

Den stigende efterspørgsel på brugte elbiler medfører ifølge Mads Jørgensen også, at priserne på dem er steget i de seneste tre måneder. En tendens, der bekræftes af Biltorvets gennemsnitspriser, som det fremgår af vores seneste bilsalgs-analyse fra april

Tager mere tid 

LW Biler køber biler hjem i både ind- og udland. Og særligt de udenlandske elbiler koster en del tid at få købt ind og prissat rigtigt. Det skyldes bl.a., at bilernes udstyr skal tjekkes grundigt – det kan nemlig adskille sig en del fra biler, der er solgt nye på det danske marked, selvom modelvariant og udstyrsniveau har samme navn. Her kan du læse mere om, hvad du som forhandler skal være opmærksom på i den forbindelse. 

Men det er ikke det eneste, der tager tid, når man handler med elbiler. 

”Vi bruger mere tid på at informere kunderne, end vi gjorde førhen. Ofte har folk ikke rigtigt det samme forhold til, hvad en kW vil sige, og hvor langt man kan køre på den, når de kommer ind til os. Det er ikke helt ligesom med en liter benzin,” siger Mads Jørgensen. 

Men generelt er bilkøberne afklarede omkring, hvilket drivmiddel de er ude efter, allerede når de kommer ind i butikken, oplever han. For folk er blevet langt mere opmærksomme på totaløkonomien i at holde bil. 

”Før var det billigt at købe en elbil pga. afgiftsfordelene. Nu er det også blevet markant billigere at køre i dem set i forhold til benzin- og dieselbiler.” 

”Der er nærmest ingen af de kunder, vi får ind, som kører på benzin eller diesel, der har en månedlig udgift på under 2.000 kr. Og så er det markant billigere med en Clever-løsning for eksempel,” siger Mads Jørgensen. 

Den kraftige stigning i efterspørgsel og salg af brugte elbiler ændrer også markedet for de mange fossilbiler, folk kommer ind med i bytte. Og derfor videresælger virksomheden nu flere biler engros eller via auktion til områder, hvor efterspørgslen på de biltyper er højere. Særligt mindre benzinbiler er der dog stadig salg i nær hovedstaden. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver