Bilsalg

EU’s totalforbud mod forbrændingsmotorer bliver blødt op

Fra 2035 vil det fortsat være muligt at sælge nye biler med forbrændingsmotorer. Efter kompromis mellem EU og Tyskland kræver det nu, at bilen kører på e-fuels i stedet for benzin og diesel. 

Efter et dramatisk forløb har EU og Tyskland nu landet et kompromis om forbuddet mod salg af nye biler med forbrændingsmotorer, der skal træde i kraft i 2035. 

Indtil for nylig var det aftalt, at forbuddet skulle gælde salg af alle nye biler med forbrændingsmotorer, men efter Tyskland i sidste øjeblik trak sig fra aftalen, er der nu blevet indgået en ny aftale. 

Den betyder, at det fra 2035 fortsat vil være muligt at sælge nye biler med forbrændingsmotorer, hvis bilerne kører på e-fuels – syntetiske brændstoffer – i stedet for benzin eller diesel.  

“Vi har fundet enighed med Tyskland om den fremtidige brug af e-fuels i biler. Vi vil nu arbejde på at få CO2-standarderne for biler vedtaget så hurtigt som muligt,” skrev EU’s kommissær for klimapolitik og næstformand for EU-Kommissionen Frans Timmermanns på Twitter og tilføjede, at Kommissionen nu hurtigt vil følge op med de nødvendige, juridiske skridt.  

E-fuels eller electrofuels udleder CO2, når de afbrændes, men kategoriseres som CO2-neutrale.   

Syntetiske brændsler er i øjeblikket væsentligt dyrere at producere end vedvarende energikilder og fossile brændsler som benzin og diesel, ligesom udbuddet af brændstofferne er begrænsede og hidtil har været tiltænkt primært flyindustrien, som vurderes at have mere brug for syntetiske brændstoffer, fordi fly, der drives af el, stadig synes ganske langt væk.     

Omvendt fremhæves syntetiske brændstoffer som fordelagtige, fordi de kan benytte den infrastruktur, der allerede er til flydende brændstoffer som benzin og diesel, ligesom de kan bruges i biler, der allerede kører i dag.    

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent