Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.
Siden sidste sommer er der flere steder sket en positiv udvikling i autobranchens virksomheders muligheder for at rekruttere medarbejdere.
Da AutoBranchen Danmark i juni 2024 spurgte sine medlemmer, om de havde svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, blev det et rungende ”ja”. Dengang var det nemlig hele 59 procent, der kunne svare ”ja” til det spørgsmål. Og det var en lidt højere andel end året før.
Men i juni 2025 ser situationen noget anderledes ud. I år er vi kommet ned på, at 44,7 procent svarer ”ja” til det samme spørgsmål. Nuvel, det er stadig tæt på halvdelen, der oplever rekrutteringsproblemer, men det er i hvert fald noget færre end for et år siden, og tendensen har været støt nedadgående siden sidste sommer.
Mekanikere stadig sværest at finde
Hvis vi ser nærmere på, hvad det er for nogle typer af medarbejdere, det er svært at rekruttere for de virksomheder, der oplever problemerne, så ligner det i høj grad situationen for et år siden.
Med andre ord er det stadig mekanikere, der er klart sværest at finde. For hele 84 procent af dem, der har svaret ja til rekrutteringsproblemer, er det den jobgruppe, der volder problemer. Sidste år var tallet dog helt oppe på 89 procent.
Dernæst kommer karosseriteknikere med 34 procent i år, hvilket også ligger et stykker under sidste års 44 procent.
Sælgere, administrationsfolk og ufaglært arbejdskraft er der til gengæld lidt færre, der nævner som problematiske at rekruttere i vores seneste medlemsundersøgelse.
Novo har skruet ned
At færre i autobranchen oplever problemer med at rekruttere kan have forbindelse til den usikkerhed, der på flere fronter har ramt en af landets største virksomheder, Novo Nordisk.
Sidste år fiskede Novo ivrigt blandt autobranchens virksomheder for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft – og de var villige til at overbyde på lønnen. I år og anden halvdel af 2024 har Novo skruet noget ned for antallet af ansættelser.
Generelt er billedet af rekrutteringsmulighederne i branchen dog stadig broget. For kaster man et blik på Danmarks Statistiks opgørelse over antallet af ledige stillinger indenfor forskellige sektorer, så viser tallene, at der i år er flere ledige stillinger i første kvartal af 2025, end der var et år tidligere.
Det gælder især indenfor branchen ”Handel og transport mv.”, som er det tætteste Danmarks Statistik kommer på autobranchen, der ikke opgøres selvstændigt. Her er 2,7 procent af samtlige stillinger i branchen nu ledige – for et år siden var tallet 2,3 procent. Det svarer til 21.356 ledige stillinger nu, hvor der var ca. 3.000 færre for et år siden.
For at afhjælpe problemerne forsøger regeringen løbende at øge arbejdsudbuddet, og senest har man i juni 2025 præsenteret den såkaldte ”overenskomstbaserede erhvervsordning”, der skal gøre det lettere for en lang række virksomheder at rekruttere medarbejdere fra udlandet. Læs mere om den her.
Kontakt





