Bilforhandlere

Find hjælp til branchens uddannelser

Bliver du også forvirret, når du skal finde hjælp til uddannelse? Hvor skal man lede, når det handler om lærlinge? Hvor finder man information om efteruddannelse? Og hvad med de unge mennesker, der vil ind i branchen – hvor finder de viden? 

AutoBranchen Danmark har samlet det hele i et uddannelsesunivers på hjemmesiden.  

Her er der hjælp at hente, hvis du vil ansætte en lærling. Der er gode råd i forbindelse med ansættelsen, og der er links til de relevante dokumenter og blanketter, som skal bruges, når man ansætter en lærling eller, hvis man mangler en godkendelse til at have lærlinge. 

Der er også hjælp at hente, hvis en medarbejder vil på efteruddannelse. Både hvis det handler om økonomisk støtte til efteruddannelsen via kompetencefonde, men også hvis det er inspiration til kurserne. 

“Man kan søge alle disse informationer forskellige steder, men vi vil hjælpe vores medlemmer til, at det hele er samlet et sted. Ikke nødvendigvis ved at lave en masse nyt, men blot samle det og linke til de relevante hjemmesider,” siger Carsten Ritter, kommunikations- og uddannelseskonsulent i AutoBranchen Danmark.  

“Et eksempel er eleverne på erhvervsskolerne. På skolen får de besked om, at de skal oprette sig på lærepladsen.dk, så de kan søge lærepladser der. På samme måde opfordrer man virksomhederne til også at lægge deres jobannoncer samme sted, men vi ved, at det gør kun 26 procent af virksomhederne. Hvis vi kan hjælpe med, at flere virksomheder i autobranchen bruger lærepladsen.dk, så er vi allerede nået langt, for så er alle branchens jobopslag samlet der. Det vil vise de unge og deres forældre, at branchen har masser af ledige lærepladser,” fortsætter han.  

Autobranchen gennemgår en stor udvikling i disse år. Det betyder, at det er vigtigt for medarbejderne at få nye kompetencer – til gavn for både dem selv og virksomhederne. Derfor fylder efteruddannelse også en del i det nye uddannelsesunivers. 

“Manglen på arbejdskraft fylder virkelig meget, når vi taler med medlemmerne. Derfor er det også så vigtigt, at man holder på de medarbejdere, man har, og derfor er efteruddannelse vigtigt,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

På erhvervsskolerne er der stor interesse i at komme ud med deres kurser. Derfor har de også taget godt imod, at AutoBranchen Danmark fortæller om efteruddannelse. Derfor vil siden løbende blive udbygget med skolernes input til efteruddannelser.   

Se mere i AutoBranchen Danmarks uddannelsesunivers på hjemmesiden (LINK) 

Kontakt: