Bilforhandlere

Forhandler gav en bil i jubilæumsgave

Kia-forhandleren Knud Nielsen A/S var i det generøse hjørne, da AutoBranchen Danmark fyldte rundt.

Da AutoBranchen Danmark for nylig fejrede sit 90 års-jubilæum, var en af gaverne til receptionen lidt ud over det sædvanlige.   

Kia-forhandleren Knud Nielsen A/S, der er mangeårigt medlem, donerede nemlig en bil, nærmere bestemt en hvid Opel Vivaro.   

Bilen blev givet til den private nødhjælpsorganisation Biler til Ukraine, der til dato har sendt tæt på 900 biler til fronten for at hjælpe med transport af sårede soldater, materiel og andre livsfornødenheder i krigen mod Rusland.   

AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg havde i invitationen til receptionen opfordret til, at gaver til jubilæet i stedet blev tiltænkt Biler til Ukraine.

En meget flot gave

Den opfordring var der mange, der tog til sig, men Gitte Seeberg havde ikke regnet med, at der var nogen, der ville donere en hel bil på egen hånd:  

“Det er en meget flot gave fra Knud Nielsen A/S, det må jeg sige. Generøst og rørende – og noget der kommer til at gøre en forskel ved fronten, hvad der i den grad er brug for. Så mange tak for det,” siger Gitte Seeberg.   

Thomas Nielsen, der er direktør i Knud Nielsen A/S, fortæller, at han ikke kendte til Biler til Ukraine før invitationen til receptionen – men at det var helt oplagt for dem at give en bil.  

“Vi kunne selvfølgelig have solgt den og fået nogle penge ud af den, men nu kommer den til at gøre meget mere gavn i Ukraine,” siger Thomas Nielsen.  

Varevognen var blevet brugt til at transportere reservedele mellem Knud Nielsen A/S’ afdelinger i Frederikssund og Hillerød, men da afdelingerne var blevet slået sammen til én afdeling i Hillerød, var bilen kommet i overskud.  

“Og så var det jo helt oplagt, at den skulle til Ukraine,” siger Thomas Nielsen og fortsætter:   

“Det er jo en fuldstændig meningsløs krig, og det er helt uforståeligt, som de stakkels mennesker i Ukraine skal lide. Så nu kan bilen forhåbentlig være med til at gøre en lille forskel og transportere sårede fra fronten,” siger Thomas Nielsen.

Lang historie med AutoBranchen Danmark

Thomas Nielsens familie har en langvarig historie med AutoBranchen Danmark. Hans far, Knud Nielsen, var medlem af bestyrelsen i Danmarks Automobilforhandler Forening fra 1991 og siden formand for bestyrelsen frem til 2014, hvor fusionen mellem DAF og FAI trådte i kraft og AutoBranchen Danmark blev født.  

“Ved at give bilen ville vi også gerne være med til at fejre AutoBranchen Danmark, for det er vigtigt, at der er nogen, der arbejder til gavn for hele branchen og taler vores sag. Der er brug for en organisation, der trækker i den rigtige retning,” siger Thomas Nielsen.   

Han opfordrer samtidig resten af branchen til også at overveje en donation til Biler til Ukraine, hvis der skulle komme en bil i overskud. Det ville de i hvert fald selv.  

“Hvis vi igen står med en varevogn af ældre dato, ville vi da gøre det igen. Og jeg vil også gerne komme med en til klar opfordring til andre i branchen om at gøre det samme.”  

“Det gavner jo ikke kun ukrainerne. Det gavner os i Europa, det gavner os alle sammen, når vi gør en forskel dernede.”  

Selv lavede Knud Nielsen A/S service og skiftede olie på bilen, inden den blev afhentet af frivillige fra Biler til Ukraine, der for egen regning kører bilerne til Ukraine.  

De øvrige donationer i forbindelse med AutoBranchen Danmarks jubilæum betyder, at der bliver sendt endnu en bil til Ukraine.   

Du kan læse mere om Biler til Ukraine, og hvordan man støtter organisationen her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør