Bilforhandlere

Forhandler: Ny dom giver større tryghed ved engroskøb af biler udsat for kilometersnyd

En ny dom fra Østre Landsret skaber mere tryghed for bilforhandlere, der køber og sælger engrosbiler. Det mener Jon Slot Hansen, indehaver af Kraft Biler A/S med afdelinger i Fredericia og Horsens.

Sagen handler om en Mercedes-Benz CLS, som blev solgt engros med betegnelsen “solgt engros – uden nogen form for garanti”. Sælgeren af bilen var firmaet Henrik Wessel A/S, og engroskøberen var Kraft Biler A/S, som i sidste instans solgte bilen videre til en privatkunde. Men nogle måneder efter salget til privatkunden opstår der problemer.

“Kunden kontakter os, fordi vedkommende har en kraftig formodning om, at bilen har kørt væsentligt længere end det kilometerantal, vi havde fået oplyst fra Wessel, og som vi solgte bilen med. En måling viser, at bilen har kørt omkring 100.000 km længere end angivet i salgsmaterialet”, forklarer Jon Slot Hansen og fortsætter:

“Vi kompenserer selvfølgelig hurtigt kunden og vender dernæst blikket mod Wessel A/S, som jo har brugt betegnelsen solgt engros uden nogen form for garanti. Vi mener dog, at kilometersvindel, kendt som spoling, er så væsentlig en og skjult mangel ved bilen, at sælger som part skal dække omkostningerne, og derfor ender sagen i Østre Landsret”, siger brugtvognsforhandleren.

Kraft Biler A/S har afdelinger i Fredericia (fotoet) og Horsens.

Jurist: Retspraksis er slået fast

Så hvad kan man egentlig fraskrive sig ved at bruge ‘solgt engros – uden nogen form for garanti’? Det skulle Landsretten altså tage stilling til med udgangspunkt i salget og købet af den pågældende Mercedes-Benz CLS udsat for kilometerspoling. Af dommen fra Østre Landsret kan man læse følgende:

‘Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at det ikke herved kan anses for aftalt mellem parterne, at Kraft Biler A/S ikke kan gøre mangler vedrørende bilens kilometerstand gældende ved reklamation.’

“Med andre ord er Kraft Biler i sin gode ret til at reklamere over den væsentlige mangel, som kilometerspolingen udgør. Og det betyder samtidig, at der er grænser for, hvad man må og kan lægge ind i betegnelsen ‘solgt til engros – uden nogen form for garanti’. Kilometerspoling er i hvert fald ikke en af dem, da det er en klar og skjult mangel. Og det har Landsretten lagt vægt på”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark og tilføjer:

“Landsretten har med sin denne dom fastslået, at det ikke kan lægges til grund, at der gælder en branchesædvane, hvorved en erhvervskøber ved aftaler indgået ”engros uden garanti” har fraskrevet sig muligheden for at reklamere over mangler i henhold til købelovens reklamationsbestemmelser. Og en skjult mangel som kilometerspoling giver den professionelle køber reklamationsbeføjelser. Det er principielt og ændrer den nuværende opfattelse af, hvad, der kan sælges med fraskrivelse af reklamationsbeføjelser”, forklarer juristen.

Ida Nynne Daarbak Jensen pointerer, at retten med dom endnu engang har slået fast, at formuleringen ‘solgt til engros – uden nogen former for garanti’, eller lignende formuleringer, ikke er nok, hvis man ønsker at fraskrive sig reklamationsretten inden for købeloven ved handel mellem firmaer – kendt som b2b-handler.

Dom giver større tryghed

Tilbage hos Kraft Biler er Jon Slot Hansen glad for den del af dommen, der handler om kilometerspolingen og ansvarsfraskrivelsen ved engros køb og salg.

Desværre for ham reklamerede Kraft Biler A/S ifølge Østre Landsret ikke hurtigt nok over kilometersvindlen, hvorved virksomhed skal dække sagsomkostninger for begge og betale 14.750 kr. til Henrik Wessel A/S, Kgs. Lyngby. Sagen blev ellers vundet i byretten, men Wessel ankede den dom.

“Det er selvfølgelig træls at tabe den del af det, men for mig er det mere det principielle i, hvad erhvervsdrivende må og ikke må, når der sælges engrosbiler i Danmark, hvor der er en risiko for kilometerspoling og skjulte mangler. For mig er et ord et ord, og man skal kunne stole på, at den bil, man køber nu også er i den stand, som den er angivet til”, fortæller Jon Slot Hansen.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm
Klaus Schultz

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver

Lene Søbo

Grafiker og marketingkoordinator

Christian Mikkel Uldall Grøn

Web- og social medie manager

Julie Løvenholdt

Medlemskoordinator

Emil Refn

Studentermedhjælper