Bilforhandlere

Forhandlere taber tæt på tre milliarder på brugte biler

Sidste års prisfald på brugte biler løb op i knap tre milliarder kroner. Samtidig er prisfaldene i indledningen af 2024 nærmest på niveau med de samlede fald i 2021 og 2022.

Brugtvognssalget har igennem længere tid været præget af voldsomme udsving på salgspriserne.  

Og en gennemgang fra Bilbasen viser, at den samlede værdi af prisnedsættelserne på brugte biler i 2023 løb op i 2,84 milliarder kroner. Det skriver Børsen.  

Til sammenligning løb prisnedsættelserne i 2022 op i 853 millioner kroner, mens de i 2021 samlet set løb op i 817 millioner kroner.  

Fra 2022 til 2023 er prisnedsættelserne dermed øget med over 230 procent.  

“Det har været en særdeles udfordrende tid for landets brugtvognsforhandlere,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef og brugtvognsekspert hos AutoBranchen Danmark.  

Selvom prisnedsættelserne i år er aftaget i forhold til året før, løber de i årets første fem måneder op i 772 millioner kroner – og nærmer sig på et knap et halvt år dermed totalen for 2021 og 2022.  

“Vi er heldigvis på vej mod bedre tider, men markedet er stadig mere usikkert, end vi har været vant til og det betyder, at man som forhandler skal købe ind på en anden måde end tidligere og været bedre til at styre sit lager,” siger Nicky Bobak.  

Et prisindeks over brugte biler fra Bilbasen viser ifølge Børsen også, at indekset i maj 2024 lå på 90,2, mens det toppede i september 2022 på 115. Vi skal tilbage til april 2021 for at finde et prisindeks på niveau med det i maj i år. Prisindekset lå relativt stabilt omkring 90 fra marts 2018 til maj 2021. I august 2017 var det også oppe omkring 100.  

Tallene fra Bilbasen viser også, at det – ikke overraskende – primært er brugte elbiler, der har været ramt af store prisnedsættelser. 

Ud af de prisnedsættelser på 2,84 milliarder i 2023 stod brugte elbiler for prisnedsættelser på 1,5 milliard kroner. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert