Bilforhandlere

Formanden fylder 60 år 

Hans-Jørgen Jørgensen, AutoBranchen Danmarks bestyrelsesformand fylder 60 år torsdag den 17. november.

Hans-Jørgen Jørgensen

I sin karrieres bagage har bilmanden og ildsjælen bag Als Motor en lang række politiske tillidshverv både i autobranchen og erhvervslivet i øvrigt samt i politik. Alligevel har han ikke behov for at stå i centrum af rampelyset, og således markeres den runde fødselsdag uden den helt store festivitas.

Hans-Jørgen Jørgensen er skoleeksemplet på, at en uddannelse til automekaniker kan føre mange veje. Han fik sin uddannelse som mekaniker hos Toyota i Kolding, men tryksværten på svendebrevet var dårligt blevet tør, før han bankede på i salgsafdelingen og ville prøve kræfter med den del af autobranchen.

Derfra var karrierevejen lagt. Han købte sin egen Opel-forretning i Haderslev og blev selvstændig.

Forretningen blev siden opkøbt af Danfoss, der ejede Als Motor, og Hans-Jørgen Jørgensen fortsatte som direktør, indtil han købte det hele tilbage fra Danfoss i 2006. I dag ejer han Als Motor med forretninger i Sønderborg og Rødekro, hvor han sælger Hyundai og Fiat.

På den måde har Hans-Jørgen Jørgensen oplevet branchens op- og nedture og enorme udvikling. Særligt på den teknologiske front er der fart på, og brug for omstillingsparate og engagerede mennesker.

Siden 2014 har han været en vellidt og engageret formand for brancheorganisationen AutoBranchen Danmark. I sit formandskab har Hans-Jørgen Jørgensen evnet at samle en god og aktiv bestyrelse omkring sig, og han har været med til at udvikle AutoBranchen Danmark til en stærk og robust organisation, som er i tæt kontakt med medlemmerne. Han har desuden stået i spidsen for at få skabt et godt samarbejde med Dansk Erhverv.

Organisationsarbejdet har i det hele taget Hans-Jørgen Jørgensens store interesse. Han har plads i repræsentantskabet og er formand for lokalrådet i Sydbank, Sønderjylland, og han er bestyrelsesmedlem i Dansk Erhverv. Han har også en lang historie i bestyrelsen for Opels forhandlerforening og er tidligere medlem af både forretningsudvalg og hovedbestyrelse i Dansk Industri, samt tidligere formand for De Konservatives vælgerforening i Haderslev. Det er blot et udsnit af Hans-Jørgen Jørgensens mange nuværende og tidligere tillidshverv.

Hans-Jørgen Jørgensen er gift med Lene Skovby Jørgensen, og sammen har de to voksne drenge. Foruden familien er det i fritiden især interessen for jagt, vin og venner, der fylder. Fødselsdagen fejrer han med den nærmeste familie.

Kontakt: