Socialdemokratiet har i den igangværende valgkamp lagt op til indførelsen af en formueskat.
Konkret vil Socialdemokratiet beskatte formuer over 25 millioner kroner for enlige og 50 millioner kroner for par med en årlig sats på 0,5 procent på den del af formuen, der ligger over de foreslåede grænser.
Men forslaget bør droppes, mener Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark i lighed med en lang række andre organisationer og partier.
“Formueskatten vil alt andet lige betyde færre investeringer i de danske virksomheder, hvilket kan gå ud over både arbejdspladser, lærlinge og udvikling af virksomhederne. Det er ikke noget, der gør Danmark rigere eller skaber mere lighed,” siger hun.
Hun påpeger, at en række virksomheder i autobranchen ganske vist sidder på store værdier – eksempelvis lagerbiler, avanceret udstyr, værksteder og bygninger – men at overskuddene mange steder er beskedne, hvis der da ikke ligefrem er underskud.
“En række bilforhandlere vil blive ramt af en formueskat, fordi virksomheden har store værdier. Men mange forhandlere er i forvejen voldsomt pressede og mister måske ligefrem penge, og her kan formueskatten blive en særdeles stor udfordring, som kan betyde færre investeringer i fremtiden,” siger hun.
Kan betyde mindre dansk ejerskab
Gitte Seeberg frygter også, at forslaget vil ramme erhvervslivet og at ejerskabet af danske virksomheder kan ende på udenlandske virksomheder, der ikke beskattes på samme måde.
“Når danske ejere rammes af formueskatten, kan det stille dem dårligere end udenlandske ejere, der ikke beskattes. Det er meget uheldigt, for vi ønsker vel alle at holde så meget ejerskab som muligt på danske hænder,” siger hun.
Socialdemokratiet har fastslået, at følgende ting skal tælles med i de 25 eller 50 millioner kroner: Værdien af aktier, obligationer og andre værdipapirer, værdien af eventuelle virksomheder, værdien af boliger (kun friværdi over millioner kroner omfattes) og pensionsformue (hvor kun halvdelen af beløbet tælles med).
Der har i valgkampen dog været usikkerhed om, hvad og hvem der præcis skal beskattes. Socialdemokratiet har fastslået, at det er egenkapitalen og ikke markedsværdien af virksomheder, der tæller med.
Men den mudrede lancering af forslaget vækker stadig kritik fra Seeberg:
“Det er højst usikkert, hvem der præcis rammes, og det skaber en unødvendig frygt – også i autobranchen, hvilket er meget uheldigt,” siger hun.
Kontakt





