Autolak og eftermarked

Forsikringsselskaber gambler med kvalitet, sikkerhed og bilgarantier 

Prispresset fra forsikringsselskaberne har nået et niveau, hvor det betyder, at de gambler med såvel kvalitet og sikkerhed som bilernes gældende garantier, når reparationerne foretages, mener flertal af værksteder.

Forsikringsselskabernes prispres mod værksteder og autolakerere har været et problem i en årrække.  

Det voldsomme prispres, som mange oplever, betyder blandt andet en udpint økonomi i store dele af skadesbranchen. Mange kører med underskud, overskudsgraden er halveret over en ti-årig periode og investeringer i udstyr, efteruddannelse og fremtidssikring af forretningerne er blevet nedprioriteret. 

Men prispresset er også så insisterende, at det går ud over reparationernes kvalitet, bilernes sikkerhed og de garantier, der måtte være gældende. 

Det mener i hvert fald et stort flertal af de værksteder, der har deltaget i AutoBranchen Danmarks seneste medlemsundersøgelse om samarbejdet med forsikringsselskaberne. 

Således svarer 63 procent af respondenterne, at forsikringsselskabernes prispres har nået et niveau, hvor det betyder, at forsikringsselskaberne gambler med kvalitet og sikkerhed eller bilens gældende garanti i de reparationer, der foretages. 

Omvendt er det kun 16 procent af respondenterne, der ikke mener, at det er tilfældet.  

“Desværre er mange forsikringsselskaber mere optagede af de omkostninger, de har, end at sikre, at deres kunders biler får gode reparationer, der lever op til reparationsvejledningerne og er i tråd med det håndværksmæssige kendskab, der findes ud på værkstederne. Det oplever igen og igen – og det oplever man desværre også ud på værkstederne. Endda i meget høj grad,” siger Nicky Bobak, medlemschef i AutoBranchen Danmark. 

Han henviser til, at de seneste regnskaber fra forsikringsselskaberne – fx Tryg, hvor forsikringsoverskuddet i 2025 var på otte milliarder – viser, at der er penge nok hos forsikringsselskaberne. Også til at betale for bedre reparationer. 

“Vi ser jo hele tiden, at kunderne skal betale mere for deres forsikringer, og vi ser, at værkstederne presses på afregningen, men forsikringsselskaberne tjener flere og flere penge. Men der skal altså være råd til at prioritere kvalitet og sikkerhed og bilens garanti,” siger Nicky Bobak. 

AutoBranchen Danmark har senere på måneden møde med konkurrencemyndighederne om forsikringsselskabernes prispres på skadesbranchen.

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef