Danskernes biler

Fossilbiler ventes at forsvinde i højere tempo end hidtil antaget

Benzin- og dieselbiler presses ud af danskernes bilpark i et højere tempo, end man forventede for et år siden, viser ny Klimafremskrivning. Samtidig vil der blive kørt væsentligt færre kilometer i fossilbiler.

Elektriske biler forandrer bilmarkedet hurtigere, end mange havde forventet. Det gælder også for Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, som i sin nyudgivne Klimastatus og -fremskrivning 2026  skruer op for forventningerne til udviklingen i de kommende år. 

Samtidig forventer de nu også, at benzin- og dieselbiler vil blive skubbet ud af bilparken i et højere tempo, end det var tilfældet, da de sidst udgav rapporten for et års tid siden. 

Og det er ikke kun antallet af fossilbiler, der forventes at falde hastigt. Det er også antallet af kilometer, der i gennemsnit vil blive kørt i de benzin- og dieselbiler, som bliver tilbage i bilparken. 

Udviklingen går nemlig mod, at danskerne gennemsnitligt tilbagelægger langt flere kilometer i elektriske biler, end i diesel- og benzinbiler. Det viser rapporten, hvor man har studeret kilometer-opgørelser fra synsrapporter, fordelt på drivmidler. 

”Der vil fortsat være benzin- og dieselbiler, som skal handles og serviceres mange år frem i tiden, men kombinationen af, at de presses ud hurtigere end forventet, og at de tilbageværende fossilbiler kører færre kilometer end forventet, er en udvikling, man bør være meget opmærksom på, hvis man har sit virksomhedsfokus på fossilbiler,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg. 

Halvanden mio. elbiler i 2030 

I den nye fremskrivning ventes elbiler at udgøre omkring 90 procent af nyvognssalget i 2026 og cirka 94 procent i 2030. Samtidig ventes der at være omkring 1,5 millioner elbiler i Danmark i 2030. Det svarer til cirka 48 procent af den samlede personbilsbestand. 

Til sammenligning lå der i sidste års fremskrivning en forventning om, at elbiler kun ville udgøre omkring 45 procent af bestanden i 2030. 

I forhold til udviklingen for de fossile biler ventes bestanden af benzin- og dieselbiler at falde med omkring 670.000 biler fra 2025 til 2030, ifølge Klimafremskrivning 2026. Det svarer til, at godt en tredjedel af bilerne på de to drivmidler vil være væk i 2030. 

Særligt dieselbilerne er under pres, og vil være reduceret fra 550.000 stk. i 2025 til 280.000 stk. i 2030. Den nye fremskrivning indeholder et højere frafald af dieselpersonbiler end sidste års fremskrivning.  

Samtidig vurderes det, at antallet af kilometer, biler på de to drivmidler tilbagelægger i trafikken, bliver noget lavere end tidligere. 

Klimafremskrivningen for 2026 skønner således, at benzin- og dieselbiler sidste år kørte gennemsnitligt henholdsvis ca. 300 km og ca. 600 km mindre end skønnet i rapporten fra 2025. Man forventer, at forskellen vil øges yderligere frem mod 2030, hvor det vil ligge hhv. ca. 2.800 km. og ca. 1.700 km. lavere, end man forventede sidste år. Elbiler skønnes til gengæld at køre væsentligt flere kilometer i gennemsnit. 

De ting har medindflydelse på klimaregnskabet, hvor forventningerne til transportsektorens udledninger i 2030 er nedjusteret med omkring 0,8 mio. ton CO2 i forhold til sidste års fremskrivning. 

”Når man ser på forventningerne i klimafremskrivningen, er det vigtigt at være opmærksom på, at de bygger på den planlagte indfasning af registreringsafgiften for elbiler, som blev udskudt på seneste finanslov. Ændringer i det udgangspunkt kan også ændre på hastigheden i omstillingen,” lyder det fra Gitte Seeberg. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør