Eftermarked

Guide på vej: Sådan arbejder du bedst med forhandling 

Da skadesbranchens fremtid blev diskuteret på AutoBranchen Danmarks årsdag, blev sløret også løftet for et kommende tiltag for at klæde branchen bedre på til forhandlinger med forsikringsselskaberne.

Skadesbranchens fremtid er blevet diskuteret året igennem, efter AutoBranchen Danmark i årets begyndelse udgav et diskussionsoplæg om branchens fremtidsudsigter og en rentabilitetsanalyse af branchens økonomi. 

Og da AutoBranchen Danmark for nylig holdt årsdag i Brande fortsatte diskussionen på en velbesøgt fagsnak, hvor både forsikringsselskaberne og mange brancheprofiler var til stede.  

Her kom det blandt andet frem, at AutoBranchen Danmark inden nytår vil barsle med en vejledning, der skal klæde branchen bedre på til forhandlingerne med forsikringsselskaberne.  

“Vi ved, at forhandlingen med forsikringsselskaberne er en af de store udfordringer, der er i branchen, så vi vil gerne hjælpe vores medlemmer til at være bedre forberedte, når der skal forhandles vilkår og timepriser,” siger Nicky Bobak, der stod for fagsnakken på årsdagen.  

Et mere solidt fundament

“Forhandlingerne skaber selve grundlaget for ens forretning, så der skal være langt mere fokus på det, end der er i dag,” siger han videre. 

Nicky Bobak understreger, at AutoBranchen Danmark godt er klar over, at forhandlingerne ofte er op ad bakke, hvis forsikringsselskaberne da overhovedet indvilger i at indgå i en forhandling. 

“Men det gælder om at være klædt så godt på som muligt. Som brancheorganisationer har vi et godt overblik over, hvad branchen bliver mødt af, og vi håber at vores guide vil give flere et mere solidt fundament at stå på, selvom det næppe bliver et mirakelmiddel,” siger Nicky Bobak.  

Du kan som medlem af AutoBranchen Danmark altid henvende dig til AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp i forhold til at samarbejdet med forsikringsselskaberne.   

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Eftermarkedskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent