Elbiler

Har du husket at registrere reelle ejere?

Den 1. december udløb fristen for at registrere reelle ejere. 75 procent af virksomhederne, der er omfattet af reglerne, har lavet registreringen, men hvis du glemte fristen, så skal registreringen foretages hurtigst muligt via Virk Indberet.

Det er virksomhedens ledelse, der har ansvaret for at identificere og registrere oplysningerne om de reelle ejere og opdatere listen løbende. Sker det ikke, risikere virksomheden at få en bøde.

En reel ejer er en fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af virksomheden. Det svarer som udgangspunkt til, at man ejer eller kontrollerer mere end 25 procent af virksomheden. Man kan også betragtes som en reel ejer, hvis man for eksempel ejer 15 procent af virksomhedens kapital og samtidig har ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer.

Virksomhederne skal indhente oplysninger om deres ejere og deres rettigheder. Herefter skal der laves en konkret vurdering af, hvem der er virksomhedens reelle ejere. Hvis virksomheden ikke har reelle ejere eller ikke kan identificere dem, skal denne oplysning også registreres. Virksomhedens ledelse skal i stedet registreres som reelle ejere.

Kravet om at registrere reelle ejere kommer fra de nye hvidvaskregler, der trådte i kraft i maj måned. Vær opmærksom på, at nogle virksomheder skal registrere både reelle ejere og de såkaldte legale ejere. Oplysninger om virksomhedens reelle ejere skal registreres, selv om virksomheden tidligere har registreret oplysninger om virksomhedens legale ejere.

Læs mere om registrering af ejerforhold på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Læs i øvrigt mere om hvilke typer virksomheder, reglerne vedrører, her.