Bilforhandlere

Kommer pengene ind, når krisen kradser?

Inflationen raser, og krisen kradser. Energiudgifterne presser både erhvervslivet og de private husholdninger. Derfor er det naturligt, at flere kan få svært ved at betale deres regninger. 

AutoBranchen Danmark har lavet en fordelsaftale for medlemmerne med advokatfirmaet Lund Elmer Sandager om inddrivelse af gæld. Det betyder, at AutoBranchen Danmarks medlemmer med fordel kan benytte Lund Elmer Sandager, når kunderne ikke betaler, hvad de skylder. 

Hos Lund Elmer Sandager har de siden i sommer oplevet støt stigende pres på, at virksomhederne ikke får betaling for deres ydelser. Også i autobranchen. 

“Tendensen er, at flere og flere kommer i økonomisk bekneb. Fra vores kunder i autobranchen hører vi, at kunderne som hovedregel betalte deres regninger med det samme. Nu trækker de den helt til sidste betalingsdag og måske også længere. Når vi taler med medlemmerne af AutoBranchen Danmark, så oplever de stigende tidsforbrug på rykning af kunder, egen inddrivelse og betalingsaftaler, i forhold til tidligere.” fortæller Nicolai Rasmussen, Key Account Manager i Lund Elmer Sandager. 

“Hvis en privatperson sidder med en varmeregning fra sit energiselskab og samtidig med en regning på reparation af bilen, så betaler man nok energiselskabet først,” fortsætter han.  

Hvis en virksomhed selv ønsker at klare opkrævningen fra dårlige betalere, så er det måske et naturligt træk for at være forsigtig og holde sig på god fod med lokalbefolkningen, men det er ikke sikkert, at det giver penge i kassen. Og i hvert fald kan pengene komme sent.  

Her en række punkter du som kreditor, bør være opmærksom på:  

  • Sørg for at forfaldne betalinger, bliver rykket rettidigt efter 10 dage. 
  • Undlad at der anvendes overskrifter som f.eks. rykker 1, rykker 2 eller rykker 3. Sådanne overskrifter giver alene debitor en forventning om, at der kommer yderligere rykkerskrivelser, inden sagen eskalerer og tages til inkasso. 
  • Hvis en aftale om betaling skal ske over flere rater – så få aftalen ned på skrift. 
  • Mange er ikke klar over, at man som udgangspunkt ikke er tvunget til at sende tre rykkere og et inkassovarsel – før man kan bringe sagen videre til inddrivelse. Man kan faktisk sende den i første rykker – såfremt denne også indeholder inkassovarsel.  

“Umiddelbart skal der lidt hårdere kræfter til. Man skal undlade at give alt for meget elastik, men alligevel have empati for skyldners situation” siger Nicolai Rasmussen, der tilføjer, at det er gratis for AutoBranchen Danmarks medlemmer at oprette en sag. Lund Elmer Sandager skal først have penge, når betalingen kommer fra skyldneren, eller der er lavet en aftale om tilbagebetaling.  

Ønsker du at vide mere om Autobranchen Danmarks inkassoaftale med Lund Elmer Sandager, og om hvordan du som medlem kan drage nytte af denne, så se mere på fordelssiden.  

I samarbejde med Lund Elmer Sandager afvikler AutoBranchen Danmark et webinar om inkasso den 14. december 2023. Her kan du blive klogere på, hvordan du får penge fra dårlige betalere. Webinaret er gratis for medlemmer. Læs mere om webinaret og meld dig til her.

Henrik Bitzer

Partnerskabschef