Bæredygtighed

Kovending: Historiske besparelser og regelforenkling for virksomheder vedtaget

Først var det nej. Men nu har Europa-Parlamentet stemt ja til, at kun de allerstørste virksomheder skal aflevere ESG-rapporter. En sejr for konkurrencekraften og en kæmpe lettelse for de små virksomheder, siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør.

På et pressemøde i Europa-Parlamentet torsdag i sidste uge kom det frem, at parlamentsmedlemmerne efter et længere forløb nu endelig har besluttet sig for at forenkle og lempe de meget omfattende krav til bæredygtigheds-rapportering, som EU har pålagt de europæiske virksomheder. Den svenske leder af arbejdet, Jörgen Walborn sagde til den fremmødte presse:  

”Vi har været alt for bureaukratiske. Europa er sakket bagud – og det bliver vi nødt til at gøre noget ved, hvis vi skal komme tilbage til et Europa i vækst. Det her er en historisk lettelse for virksomheder i EU, der nu kan komme til at bruge deres penge på at skabe reel klimahandling frem for at bruge dem på at få udarbejdet planer på papir”.  

Jörgen Walborn sagde på pressemødet, at han anslår, at virksomheder i EU fremover vil blive forskånet for en udgift på 5 milliarder euro per år, som de skulle have brugt på ESG-rapportering.  

Administrerende direktør for AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, siger: ”Det her er en rigtig god dag for konkurrencekraften i Europa generelt og en stor lettelse for vores medlemmer. Vi har længe sagt, at vi var ved at drukne i regler, og nu er der endelig lys forude”.  

Forenklede krav til de største – loft på krav til de mindre  

Fremover vil det kun være virksomheder med i gennemsnit over 1.750 ansatte og en årlig nettomsætning på over 450 mio. euro, der skal gennemføre social og miljømæssig rapportering. Kun virksomheder inden for denne kategori vil også skulle levere bæredygtighedsrapportering efter taksonomireglerne (dvs. en klassificering af bæredygtige investeringer). 

Rapporteringsstandarderne vil desuden blive yderligere forenklet og reduceret, så de kræver færre kvalitative oplysninger, og sektorspecifik rapportering vil blive frivillig. Mindre virksomheder vil blive beskyttet mod rapporteringskrav fra deres store forretningspartnere, som ikke vil have lov til at anmode om flere oplysninger end dem, der fremgår af de frivillige standarder. 

ESG-løsning til medlemmer får det blå stempel  

Som underleverandør til store virksomheder må man dog dermed stadig forvente at skulle levere ESG-data, ligesom banker og forsikringsselskaber også vil kunne kræve ESG-data. Der er blot lagt et loft over mængden af data, der kan kræves.  

Det glæder Gitte Seeberg, som siger: ”Med loftet over, hvilke krav man kan tillade sig at stille til helt almindelige virksomheder om at fremlægge ESG-data, så har vi faktisk fået Parlamentets garanti for, at de løsninger, vi har lavet i AutoBranchen Danmark, hvor vi har skabt et ESG-værktøj, der er skræddersyet til medlemmerne, er det, man har brug for som virksomhed. Der kommer ikke flere krav. Så hvis man sørger for at udfylde de spørgsmål, der er i vores ESG-løsning, som er skabt i samarbejde med Valified, så er man good to go”.  

Også F&P har fornylig lanceret et ESG-værktøj i samarbejde med blandt andre AutoBranchen Danmark. Værktøjet retter sig mod skadesbranchen og følger – ligesom Valified-værktøjet – de frivillige standarder for afrapportering.  

Læs mere om ESG her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør