Bilforhandlere

Krigen rammer også autobranchen: “Vi står til at miste millioner”

Annullerede ordrer og stort fald i omsætningen, der vil koste millioner, er den nye virkelighed, efter Putin har angrebet Ukraine 

For en af landets største opkøbere og eksportører af brugte personbiler og varevogne, Yupex Trading, er krigen i Ukraine en usædvanlig dårlig nyhed. Ikke alene føler man med ukrainerne i denne svære stund, hvor deres land er under angreb, men krigen kommer også til at koste dyrt på bundlinjen. 

“Det her kommer til at koste os millioner.” 

Sådan lyder det fra Peter Schou, general manager for Yupex Trading i Hasselager syd for Aarhus.  

Siden krigen brød ud i sidste uge, er alle handler til Ukraine og Moldova annulleret, fortæller han. 

Kan miste 10 procent af salget

“Hvis det fortsætter sådan, er det 8-10 procent af vores salg, der forsvinder fra den ene dag til den anden,” siger Peter Schou. 

“Vi står foran vores bedste sæson – foråret – og så sker det her, efter vi har været gennem corona og uro om bilafgifter. Det er et slag i ansigtet,” siger Peter Schou. 

Han fortæller, at salget også påvirker Yupex’ eksport til Litauen og Polen, da de enten sælger bilerne videre til Ukraine eller sælger til lokale ukrainere, der ofte arbejder i Polen, men som nu er taget hjem for at forsvare deres land. 

“De har ikke brug for biler. De har brug for våben,” siger Peter Schou.  

Ikke nok med at salget af biler til Ukraine og Moldova helt er stoppet, er priserne på de biler, det faktisk lykkedes af sælge til Østeuropa samtidig faldet med 10-20 procent, fortæller Peter Schou, der oplever en frygt for, at krigen vil sprede sig til andre dele af den tidligere østblok.   

Yupex, der blev grundlagt i 1993, sælger årligt cirka 2000 køretøjer. 

Yupex har ikke noget salg til Rusland, da der allerede inden krigens udbrud var embargo. 

Krigen komme til at koste på alle fronter

AutoBranchen Danmark følger situationen i Ukraine tæt og hører naturligvis gerne fra medlemmer, der oplever udfordringer i forbindelse med sanktioner eller lignende.  

“Vi står i en ny tid og krigen vil komme til at koste på alle fronter. Det er dybt ulykkeligt, at Putin tilsidesætter al menneskelighed og har kastet verden ud i en dyb krise,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Du kan her læse et midlertidigt overblik over, hvordan krigen i Ukraine ventes at ramme autobranchen her.  

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent