Bilforhandlere

Ladestanderne myldrer frem, mens endnu en pulje er åben for søgning

Pulje til ladestandere vil resultere i 607 nye offentligt tilgængelige hurtig- og lynladepunkter. Ved årsskiftet var der kun omkring 700 i landet, så der er tale om tæt på en fordobling. Endnu flere er på vej.  

Manglen på hurtig- og lynladestandere har i lang tid plaget landets elbilejere og skræmt potentielle elbilskunder.   

Men nu er der godt nyt, for udmøntningen af den offentlige pulje på knap 65 millioner kroner, der var åben i januar, vil føre til, at 316 ladestandere med i alt 607 ladeudtag bliver sat op over det ganske land.   

Ved årsskiftet var der cirka 4850 offentligt tilgængelige ladepunkter i Danmark. Heraf var cirka 10 procent hurtigladere, mens cirka 5 procent var lynopladere, dvs. omtrent 700 hurtig- og lynladepunkter.   

Dermed vil puljen, der altså kunne søges i januar, sikre tæt på en fordobling af hurtig- og lynladere, når de står klar.   

Kortet fra Transportministeriet herunder viser oversigten over placeringen af de projekter, der har fået støtte fra januar-puljen:   

lynstandere ladestandere

  

“Det er virkelig godt nyt, at der kommer flere lyn- og hurtigladere. Det hvar vi efterspurgt i lang tid, og det samme har både dem, der allerede har købt en elbil og dem, der overvejer det,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

“Jeg vil gerne rose Folketingets partier for endelig at få ordentlig gang i udbygningen af hurtig- og lynladerinfrastrukturen. Det er på tide. Der er ingen tvivl om, at manglen på ladestandere indtil nu har været et problem og har sat en dæmper på salget af elbiler og dermed også den grønne omstilling af transportsektoren,” siger Gitte Seeberg videre.  

Ny pulje åben for søgning

Tidligere på måneden åbnede endnu en statslig pulje, der skal sikre endnu flere ladestandere. Her er knap 50 millioner kroner afsat til offentligt tilgængelig ladestandere på private arealer, dvs. at puljen eksempelvis kan søges af bilforhandlere eller værksteder. Samtidig er en pulje på 100 millioner kroner til opsætning af ladestandere på kommunale arealer også åben.    

Puljen på de knap 50 millioner kroner er åben for ansøgninger fra 1. april og indtil 15. august og ansøgningsskemaet kan findes her. Vi har tidligere omtalt puljen her.   

Ved sidste søgning til puljen i januar fik over hver fjerde ansøger tilskud fra puljen, og der blev søgt om tilskud til 1500 lyn- og hurtigladestandere til et beløb på 405 millioner kroner.   

“Først og fremmest er det glædeligt, at så mange har held med deres ansøgning. Men når der bliver søgt om tilskud til så mange hurtig- og lynladere, viser det også, at der er et stort uforløst potentiale, som kunne sætte endnu mere fart på salget af elbiler. Jeg vil derfor anbefale, at politikerne sætter endnu flere penge af til de her offentlige puljer, der indtil videre må siges at være en succes,” siger Gitte Seeberg.   

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør