Renten i samfundet er steget gennem de senere år, og det har fået betydning for den såkaldte ”strafrente”, der betales i forbindelse med forholdsmæssig registreringsafgift.
Den rente, der populært kaldes ”strafrenten,” er et rentetillæg, man betaler af differencen mellem den fulde afgift og den forholdsmæssige afgift, der typisk betales løbende på en leasingbil.
Aktuelt ligger renten på 5,5 procent, men fra 1. juli og et halvt år frem vil renten stige til 5,9 procent – renten reguleres to gange årligt. Det oplyser Motorstyrelsen med henvisning til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 3.
Dermed er renten mere end fordoblet fra de 2,3 procent den lå på i første halvår af 2023.
Motorstyrelsen har også offentliggjort et nyt skema til at beregne den forholdsmæssige afgift med. Det finder du nederst på denne side.
Næste gang strafrenten reguleres bliver den 1. januar 2025.