Arbejdsgiver

Mere end hver fjerde vil tage flere lærlinge

I en undersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer, svarer 28 procent, at de planlægger at tage flere lærlinge, end de har gjort de seneste fem år.  

Medlemsundersøgelsen har også blandt andet haft til formål at belyse behovet for arbejdskraft. Udfordringerne med at finde kvalificeret arbejdskraft fortsætter med uformindsket styrke.   

Nu svarer 64 procent i undersøgelsen, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Særligt er det mekanikere, men også i de øvrige kategorier af medarbejdere, er det en udfordring. Det gælder altså især karrosseriteknikere, men også autolakerere og sælgere.  

“Det er rigtigt positivt, at mere end hver fjerde virksomhed forventer at tage flere lærlinge. Det er en reaktion på, at arbejdskraften ikke længere hænger på træerne og så vil man oplære sine egne. Det synes jeg er rigtigt godt og ansvarligt,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Mere end 100 medlemmer har besvaret medlemsundersøgelsen, og kun én har svaret, at man forventer at ansætte færre lærlinge end man i gennemsnit har haft de seneste fem år.  

Medlemsundersøgelsen viser også, at virksomhederne gerne ser, at de nye lærlinge er lidt ældre end de lærlinge, der kommer lige fra folkeskolen og videre ind på ungdomsuddannelsen.  

Næsten 70 procent svarer, at de helst vil have lærlinge, der kommer fra en anden ungdomsuddannelse. Det kan være en ung, der har taget en anden erhvervsuddannelse, eller det kan være unge, der har taget en studentereksamen, men ikke får den brugt bagefter. 

15 procent peger på, at de gerne vil have voksenlærlinge, mens kun 10 procent melder, at de helst tager lærlingen efter folkeskole og grundforløb på erhvervsskolen. 

Når virksomheder i autobranchen erklærer sig villige til at tage flere lærlinge, så er det også vigtigt at sikre rekrutteringsgrundlaget. Derfor arbejder AutoBranchen Danmark på at finde den helt rigtige løsning på den udfordring. Derfor er det også en brugbar viden, at virksomhederne gerne tager lidt ældre lærlinge. 

“Det er en vigtig pointe for os at tage med i vores videre arbejde. Vi vil nu tage det op med ministeriet, erhvervsskolerne, fagforbundene og jobcentrene for at høre, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe flere ind på den rigtige uddannelse, så vi også på den måde kan afbøde for den manglende arbejdskraft,” siger Gitte Seeberg. 

De seneste år har vist at flere tager en uddannelse i autobranchen, men der er stadig brug for flere.